Gå på ferie uden stress
Udsigten til en god, lang ferie vækker glæde hos mange af os. Især hvis skrivebordet er ryddet, og indbakken er tom.
Desværre sker det bare ikke altid. Men faktisk kræver det ikke alverden at slippe for unødig travlhed fem minutter i ferie.
”Det vigtigste er at skabe overblik i god tid: Lav en liste, og få styr på hvilke opgaver du skal løse nu, og hvilke der kan vente. Det handler om at tømme hovedet, så tankerne ikke konstant farer rundt,” siger Dorthe Rindbo, som er forfatter og underviser i personlig effektivitet.
Husk vigtige åndehuller
En plan hjælper altså med at afslutte opgaver og samle op på løse tråde. Men den tjener også et andet formål.
”Den giver mulighed for at slippe arbejdet mentalt på ferien, og dermed undgår du at ryge i fælden med at læse mails på stranden,” siger Dorthe Rindbo, som har arbejdet med personlig effektivitet i ti år.
Ifølge hende er vores behov for værktøjer til at slippe arbejdet vokset med tiden.
”Færre holder fri, når de har fri, men det går ikke. Vi bliver nødt til at forstå vigtigheden af åndehuller, for ingen kan fortsætte i samme høje tempo.”
Giv dig selv rum
Dorthe Rindbo mener, at skellet mellem arbejds- og privatliv reelt er udvisket. F.eks. gør moderne teknologi det nemmere at læse mails overalt. Derfor skal vi hver især blive bedre til at skabe vores egne rammer.
”Når vi taler ferie, er det vigtigt at booke dagene op til og efter ferien til sig selv. Undgå møder, men brug dagen før ferien til at rydde op på skrivebordet, og tal med dem, som du har uddelegeret opgaver til,” siger hun og fortsætter:
”Men lad nu være med at sige, at de bare kan kontakte dig i ferien, hvis de har spørgsmål – for så går det galt.”
Dorthe Rindbo
- Forfatter og underviser i personlig effektivitet
5 GODE RÅD: SÅDAN GØR DU
-
Book tre ugers ferie
Kroppen har brug for god tid til at geare ned og geare op igen. Derfor er det en god idé at holde minimum tre ugers sammenhængende sommerferie. En tommelfingerregel er, at det tager omkring én uge at slippe arbejdet helt, ligesom mange af os begynder at tænke på arbejde igen nogle dage, før ferien slutter. -
Lav en liste
Overblik er afgørende før en ferie. Det kan du få ved at lave en liste med to kolonner, som du navngiver henholdsvis ’før’ og ’efter’. I den første kolonne skriver du alle opgaver, der skal afsluttes inden ferien. Den anden kolonne reserverer du til opgaver, der kan vente. Lav listen allerede tre – fire uger inden ferien, især hvis du skal uddelegere opgaver. Det tager nemlig længere tid at fordele opgaver, end man regner med. -
Ryd kalenderen sidste arbejdsdag
Book sidste arbejdsdag til dig selv, så du kan samle de sidste løse ender og lukke ned. Du kan med fordel sætte autoreply på din mail og indtale et feriesvar på din telefon allerede fra morgenstunden. Det er nemlig ikke sikkert, at du når at vende tilbage i løbet af dagen. Tag også en runde hos de kolleger, som du har uddelegeret opgaver til. -
Hold ferie på ferien
Ferie handler om afslapning og nærvær. Lad derfor din computer og din arbejdstelefon blive på kontoret. Hav i øvrigt to telefoner: En arbejdstelefon og en privattelefon. Det gør det meget nemmere at slukke for arbejdet, når du har fri.
Husk også at booke din næste ferie, mens du holder ferie. Også selvom det bare er en forlænget weekend. Det er vigtigt at have et mentalt åndehul at se frem til, når man begynder på arbejdet igen. -
Begynd en onsdag
Nogle af os kan have en tendens til at booke hele ferieuger fra mandag til fredag, men det er faktisk en dårlig idé. Det er langt bedre at begynde en onsdag, så man giver sig selv en kort arbejdsuge – og en blød opstart.
Book den første arbejdsdag til dig selv. Tag fat på nogle lette opgaver, og lad de mere komplekse vente. Tjek mails, læs post, og aflyt telefonbeskeder. Tag også en runde hos de nærmeste kolleger, men hold ikke møder. Invester dagen i at blive opdateret.