reusable3.png

Genbrug din vatpind

Ny teknologi Danske designere har skabt verdens første genanvendelige vatpind - og det har givet bonus på Kickstarter.

På verdensplan bliver der brugt 550 milliarder vatpinde om året svarende til cirka 1,5 mia. hver dag.

Det genererer selvsagt en masse affald, og det vil et team af danske designere med erfaring inden for medicinsk udstyr nu gøre noget ved.

Derfor har de skabt verdens første genanvendelige vatpind, som de kalder LastSwab.

Faktisk er det en tilsnigelse at kalde det en vatpind, da den er fremstillet i nylon og silikone, hvilket netop er grunden til, at den kan vaskes med sæbe og genbruges et utal af gange.

Derfor er der tale om en engangsinvestering frem for de store æsker, som mange af os slæber hjem.

"Det må være min generations opgave at få renset havene og skåret CO2 forbruget ned," siger Kåre Frandsen fra firmaet bag, FACO CPH, i en pressemeddelelse.

Succes på Kickstarter

LastSwab findes i to udgaver.

Den ene har noprede ender.

Den er bedst til rengøring af følsomme områder som ørerne.

Den anden har bløde spidser og kan med fordel bruges til at korrigere make-up, så der ikke sidder noget under øjnene.

Også i forhold til indpakningen er der tænkt i bæredygtighed. Den alternative vatpind ligger i en æske, som er fremstillet i bionedbrydeligt plast.

Noget tyder på, at flere mennesker er klar til at smide den traditionelle vatpind til fordel for det nye stykke produktdesign.

I hvert fald lykkedes det inden for de første 22 dage at rejse næsten 1,5 millioner kroner på den amerikanske crowdfunderportal Kickstarter til LastSwab.

Læs om indsamlingen

Du kan læse mere om indsamlingen på Kickstarter.

Læs mere