Tek0122 1305X675px 1
"Det med at rose os selv er ikke noget, vi danskere har ry for at være verdens­mestre i. Men der er faktisk gode ­grunde til at øve sig lidt på det."

Guide: Sådan forhandler du løn med succes

Tema: Lønstatistik 2021 Det kræver grundig forberedelse og beslutsomhed, hvis du skal lykkes med at få mere i løn. Her får du seks gode råd.

Det er på høje tid, at du får mere løn. Det synes du i hvert fald selv. Men er din chef nu også enig i det?

Der er kun én måde at finde ud af det på. At tage snakken. Selvom det kan få sveden frem på de flestes pander, så må du i gang med den famøse lønforhandling.

“Det handler simpelthen om at få det gjort. Tag fat i din chef og fortæl vedkommende på forhånd, at du gerne vil tale om din løn,” siger John Gram, der er faglig konsulent i Teknisk Landsforbund.

6 gode råd til dig, der skal forhandle løn

1. Forbered dig

En god lønforhandling starter med, at du forbereder dig grundigt. Det første du skal gøre, er at undersøge dit lønniveau. Hvordan ligger du i forhold til dine kolleger og branchen generelt. Her kan du bruge TL’s lønstatistik. Det er også en god idé at have et talepapir at holde dig til, hvis du pludselig går kold i den varme stol. Sørg også for at have smalltalk-emner i baghånden, som kan være med til at løsne stemningen lidt op.

2. Gør dig det klart, hvad du vil opnå

Inden du møder op på chefens kontor, bør du have tænkt grundigt over, hvad du som minimum vil opnå. Læg ud med det bedst tænkelige, men ikke nødvendigvis helt realistiske, krav. På den måde starter du lidt ­højere og kan tåle, at der kommer et modbud. Det vigtige er at have in mente, hvad du reelt går efter og som objektivt er realistisk. Så kan du bedre styre forhandlingen.

3. Det er okay at prale

Det med at rose os selv er ikke noget, vi danskere har ry for at være verdens­mestre i. Men der er faktisk gode ­grunde til at øve sig lidt på det. Det er vigtigt, at får vist din arbejds­giver, hvor du excellerer i hverdagen, og hvorfor du bidrager positivt til ­arbejdspladsen. Giv gerne nogle konkrete eksempler på tidspunkter, hvor du har gjort noget særligt eller har fået ros. Det kan være en e-mail, hvor en samarbejdspartner roser dig.

4. Hav argumenterne på plads - og stå fast!

Find de bedste argumenter frem, du kan komme på - og hold dig til dem. Lad være at bringe ‘fluffy’ argumenter op, som chefen kan bore i, for så vil vedkommende pille det fra hinanden – særligt hvis han eller hun er en god forhandler. Og stå fast på det, du føler dig sikker på. Der må man godt vise lidt viljestyrke og stædighed.

5. Sig kun det du mener – og kan stå ved

En samtale kan nemt løbe af sporet, og måske går den ikke, som du havde håbet, hvilket måske kan gøre dig ked af det eller ligefrem vred. Men her skal du være forsigtig. Lad være med at ­komme med trusler, med­mindre du virkelig mener det og har tænkt dig at handle på det. Så bliver du ikke ­taget ­seriøs fremover. Så sig kun det du ­mener - og kan stå ved.

6. Få aftaler på skrift

Det er en god idé at sende en mail til din chef efter samtalen, hvor du opsummerer, hvad I har talt om. Hvis din chef ved lønsamtalen for eksempel siger, at han eller hun ikke har penge til en lønstigning lige nu, så kan du, når økonomien vender, bruge mailen som argument for at genoptage forhandlingen.

Lad din fagforening ­forhandle for dig

Lykkes det dig ikke at ­komme igennem med lønstigningen, så har du ret til at kontakte din fagforening med henblik på at lade dem forhandle din løn for dig.

Brug din tillidsrepræsentant

Hvis du har en tillidsrepræsentant på din arbejdsplads, så kan du bede ham/­hende om at deltage i din løn­forhandling, hvis det virker tryghedsskabende for dig.