Han holder vejdirektoratet kørende

“Jeg kalder dem ’mine biler’, selvom de andre griner lidt af mig, for det de jo selvfølgelig ikke. Men jeg synes det er vigtigt at tage ejerskab over det man arbejder med, især når man arbejder med den her slags biler”.

Ordene kommer fra Lars Ørum, der er Fag­specialist for måleudstyr hos Vejdirektoratet. Det er blandt andet ham, der står for indkøb og vedligeholdelse af Vejdirektoratets målebiler, ­servicering og kalibrering af måleudstyr, møder med kommunen om bestilte opgaver og messebesøg. Ofte kører han også med ud på vejen, for at teste nyt udstyr, foretage kvalitetskontroller – eller for at afløse måleteknikerne.

“Der er ikke noget der hedder en typisk arbejdsdag for mig,” siger Lars Ørum med et tilfreds grin, da vi møder ham på hans kontor på første sal i Vejdirektoratet i Fløng.

Hjemmearbejde under corona har lagt kontoret øde, men Lars Ørum er på arbejde.

“Jeg kan jo ikke så godt tage bilerne med mig hjem,” som han siger.

Altid et skridt foran

Vejdirektoratets primære målesæson varer fra april til oktober. Hen over vinteren skal bilerne derfor gøres klar til den kommende sæson.

“Vi har i alt 22 biler. Ti af bilerne har ikke noget teknisk specialudstyr, men alle de biler, der står herinde, har,” siger Lars Ørum og skuer ud over værkstedet, hvor syv orangegule biler ­optager stort set al gulvplads: En til måling på cykelstier, en refleksionsmåler, en CPX-måler til måling af støj fra dæk på asfalt og de to største:
en lastbil til friktionsmåling og en vejscanner.

“Dem klargør vi selv, for de er ikke sådan bare lige at sende til eftersyn,” siger han og viser et odometer, der er monteret på siden af den bil, der bruges til måling af refleksion fra vejstriber.

“Det er en meget nøjagtig triptæller, der ­tæller 5.000 impulser per omgang. Indeni sidder to glasplader, der smadrer, hvis den bliver tabt, når den tages af i forbindelse med service. Det koster 5.000 kroner per gang. Og jeg får ikke lige en ny i morgen.”

Meget af måleudstyret er nemlig så specialiseret, at det skal bestilles hjem fra udlandet. Derfor er Lars Ørum nødt til altid at tænke forud, for det duer ikke at have en bil stående stille, mens man venter på reservedele.

Fortid i Forsvaret

Der er også en referencebil til måling af vejbump, som Lars Ørum er den eneste, der kører. Den ­bruges til kvalitetstest, typegodkendelse og accelerationsmåling af vejbump.

“Typegodkendelse af vejbump, foregår som regel ude på Flyvestation Værløse,” fortæller Lars Ørum.

“Der kan vi køre i fred, uden at forstyrre andre bilister, hvis jeg skal måle bumpene i begge retninger. Det kan godt give lidt problemer ude i den pulserende trafik. Det er også der, vi foretager kalibrering af samtlige vores køretøjer med teknisk udstyr.”

Flyvestation Værløse er ellers henlagt som rekreativt område ejet af Naturstyrelsen, der overtog det fra Forsvaret. Men Lars Ørum har lavet en særaftale om, at Vejdirektoratet må bruge de nedlagte landingsbaner, hvis de overholder god ro og orden. Aftalen skyldes Lars Ørums fortid i Forsvaret. Han er uddannet Befalingsmand indenfor Flyvevåbnet, hvor han arbejdede i tyve år, indtil det meste af Forsvarets sjællandske afdeling flyttede til Jylland. Det gav for stor afstand til Lars Ørums børn, der havde base hos deres mor i Holbæk, og derfor blev Flyvevåbnet byttet ud med Vejdirektoratet.

Lars Ørum har haft sin nuværende stilling i ­tretten år, og nyder alsidigheden, selvom det også kan være stressende at have så mange bolde i ­luften og et så stort ansvar for, at hele flåden af målebiler kører som smurt.

Kaffe må der til

Bagerst i garagen står de to største biler, der har en særlig plads i Lars Ørums hjerte, hvis man skal dømme efter begejstringen i hans stemme.

“Den store her er friktionsmåleren. Det er vores eneste lastbil. Den har to friktionsdæk, der sænkes ned hernede,” siger han og åbner en luge ind til dækkene.

Der måles med et konstant slip på 20% mellem målehjul og vejoverflade, hvilket svarer nogenlunde til opbremsning med ABS-bremser. Men hjulene kan kun måle, hvis vejen er lidt våd. Derfor er der en tank på 6.000 liter vand i bilen.

“Det passer sådan cirka til en dags målinger.”

Hvert dæk holder 1.000 kilometer. Bagerst i friktionsmåleren er et lager af ekstra hjul, så målerne ikke løber tør ude på vejen. Der er også et ophæng til cykler og en kasse med engangsgrill og andre fornødenheder.

Lars Ørum går meget op i, at målerne har det godt, når de er på vejen – ofte ti timer ad gangen, så han har også sørget for minikøleskab og espressomaskine i de fleste biler.

“Ellers køber målerne sig jo fattige i kaffe på tankstationerne.”

Milimetermålinger

Værkstedets mest udstyrstunge bil er det multifunktionelle køretøj ARAN, der blandt andet bruges til at scanne vejnettet for revner.

“I får lige den hurtige version, for den er altså kompleks, den her,” siger Lars Ørum og peger på den store kameralinse, der er monteret oven på førerhuset som et altseende øje.

“Det er et HDTV-kamera, der fotograferer fremad. Ude på siden sidder fire lasere, to i hver side. De to af dem måler teksturen i asfalten, hvilket kan fortælle os noget om, hvor glat asfalten er. De to andre aflæser vejens jævnhed i noget, der hedder en IRI-værdi, der er baseret på ophænget i en gammel Chevrolet fra halvtredserne. Inde under bilen sidder gyrostabilisatorer, der fortæller, hvordan bilen ligger i roll og pitch. For når man måler med laser, er det nødvendigt at vide, hvordan bilen ligger på vejen.”

Bagerst sidder det vigtigste udstyr, to store sorte kasser med 3D-viftelasere.

“De laver en profil på ti meters vej med fire en halv meters bredde, hvor vi kan se samtlige revner i vejen. Målt med en millimeters nøjagtighed – med 130 km i timen!”.

Den slags målinger er ekstremt strømkrævende. Derfor skal ARANen altid være sat til strøm, når den holder stille, ligesom der altid er 6-8 opladte Lithium-batterier bag i bilen.

Miljøhensyn

Det er ARANen Vejdirektoratet bruger, når de kører ud og vurderer, hvilke strækninger på det 5.000 km lange statsvejnet, der er ved at være klar til udskiftning.

Sidste år blev en del af den mest slidte belægning skiftet ud med den mere miljøvenlige KVS-belægning, der nu dækker godt 100 km af vejnettet.

“Rullemodstanden på KVS-belægning er nedsat med 1,2%. Det lyder ikke af ret meget, men når der bliver kørt 26 milliarder kilometer på det danske vejnet om året, så bliver det alligevel til noget,” siger Lars Ørum. Mindre rullemodstand betyder nemlig lavere benzinforbrug og dermed langt mindre udledning af CO₂ og giftige kvælstofoxider.

Men det er vigtigt, at den nye, glattere belægning ikke bliver for glat. Derfor har Lars Ørum og hans kollegaer testet ad flere omgange.

“Lige så snart belægningen er lagt ud, måler vi friktionen på den. Den skal kunne leve op til, at man kører henholdsvis 110 og 130 kilometer i timen. Når man lægger ny asfalt, er det jo en blanding af en masse produkter: sten, grus og bitumen, der er et olieprodukt, der holder asfalten sammen. Bitumen danner en hinde, der godt kan være glat, lige når man har lagt asfalten. Hvis en strækning er for glat, kommer der skilte op om at hastigheden er nedsat til 90 kilometer på den strækning. Når vi så kører ud igen fire måneder senere, er bitumenhinden slidt af vind, vejr og trafik, og så sætter vi hastigheden op igen.”