Her er tre gode grunde til at hæve dagpengene

Debatindlæg Debatindlæg af forbundsformand Jannik Frank Petersen bragt på Finans.dk den 25. marts 2021.

»Der er ikke nogen grund til, at danske skatteydere skal betale for højere dagpenge«. Sådan lød det fra Cepos-cheføkonom Mads Lundby Hansen i Finans den 20/3, efter at Fagbevægelsens Hovedorganisation sammen dag havde præsenteret sit forslag om at hæve dagpengene. Men der er rigtig mange gode grunde til at forhøje dagpengene. Her er tre af dem.

For det første kræver korte opsigelsesvarsler et solidt sikkerhedsnet. De danske lønmodtagere har sammenlignet med andre lande meget korte opsigelsesvarsler, og derfor er det nemt for virksomhederne at hyre og fyre. Da den franske præsident Macron besøgte Industriens Hus for to år siden var det bl.a. for at høre om det fleksible danske arbejdsmarked.

Jeg er sikker på, at Cepos værdsætter dynamiske virksomheder, men de må ikke glemme forudsætningen for dem. Nemlig, at der er et solidt sikkerhedsnet, der griber dig, hvis du mister jobbet. Det er klart, at hvis du fortsætter med at udhule dagpengene, risikerer dynamikken at gå samme vej. Vil Cepos det?

For det andet står vi lige nu i en situation, hvor corona sætter nogle store begrænsninger på dine muligheder for at få et job, hvis du er ledig. Vi har 30.000 medlemmer i vores fagforening og a-kasse, og der er en himmelvid forskel på vores medlemmers jobsituation. I nogle brancher går det forrygende, mens andre lider.

Vores løstansatte teaterteknikere stirrer stadig ind i et lukket kulturliv, og mange af vores designere har desværre mistet deres job, mens modebranchen bløder. Vores medlemmer er ikke for fine til at tage de job, der måtte byde sig, men uanset hvor meget de end ville, er der bare ikke job til alle. Derfor er det helt fair at sætte dagpengene op, når mange lige nu ufrivilligt er tvunget på dagpenge uden en reel chance for at få et job.

For det tredje er et løft af dagpengene ingen gavebod, som det nogle gange fremstilles. Det er blot at rulle udhulingen tilbage. Siden 1990’erne har politikerne udhulet dagpengene år efter år. Det er blandt andet sket ved at tage penge fra til satspuljerne og indføre skattefradrag til folk i job.

I 1995 kunne en ledig tekniker få dækket godt 60 procent af lønnen med dagpenge. 20 år senere – i 2015 – var tallet faldet til 50 procent, og i 2025 vil en tekniker i snit blot kunne få dækket 45 procent af sin løn med dagpenge. Det er i min optik et hullet sikkerhedsnet, der kræver lapning. Løsningen fra Mads Lundby Hansen er, at lønmodtagere blot kan tegne private lønsikringer, men jeg vil fastholde, at det er en offentlig opgave at sikre lønmodtagerne et ordentligt sikkerhedsnet. Ikke alle har mulighed for at tegne en privat lønsikring, og et kollektivt dagpengesystem sikrer, at ingen kastes under bussen.

Koster det noget at hæve dagpengene? Ja, det gør det da. Men uanset om beløbet er 400 mio. kr. eller 2 mia. kr. er det prisen værd at lappe et hullet sikkerhedsnet. Eller sagt på en anden måde. Vi har ikke råd til at lade være.