Lifecampus1305
Bygningen i Lyngby skal indrettes med undervisningslaboratorier, og skal fungere som besøgscenter for skoleklasser.

Højteknologi møder rå natur

Byggeri Videnskaben har fået lov at bestemme både udformning, design og indretning af det kommende læringscenter LIFE Campus.

Når læringscenteret LIFE Campus i Lyngby slår dørene op næste år, vil elever, ansatte og besøgende blive mødt af en helt særlig trækonstruktion.

I løbet af sensommeren er hele 96 massive egetræsstammer på 40 x 40 cm, med en højde på op til ni meter og en vægt på knap to tons, blevet opsat regelret, men forskudt, på facaden. Heraf tolv, der er særligt forarbejdet og individuelt ophejst, så de åbner bygningen som et (meget massivt) slør, der trods materialets tyngde giver illusion af at blafre i vinden.

Bag designet står Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der har taget udgangspunkt i STEM-begreberne – Science, Technology, Engineering, Mathematics – og konkret har ladet sig inspirere af DNA-strenge, Fibonaccistrukturer og andre matematiske mønstre i udformningen af facaden.

Derved afspejler facaden den eksperimenterende og nysgerrige tilgang til videnskaben, der efter planen kommer til at kendetegne LIFE, der står for ”Læring, Ideer, Fascination og Eksperimenter” og blandt andet har til formål at øge interessen for de naturvidenskabelige fag blandt børn og unge.

Alt er læring
I alt kommer LIFE Campus til at strække sig over 4.000 m2 som bl.a. skal rumme et undervisningslaboratorie, kontor og et auditorium, hvor det bliver muligt at arbejde dynamisk med bygningen og lege med forskellige teknologier, bl.a. via projektioner på både indvendige og udvendige vægflader. Det skal også være muligt at monitorere bygningens energiforbrug.

LIFE Campus er udviklet i samarbejde med GHB Landskabsarkitekter og med COWI som totalrådgiver. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og er en del af fondens læringsplan, hvor specialbyggede, mobile laboratorier og digitale læringspakker over de næste ti år skal sendes ud i landet med LIFE som kraftcenter og hovedkvarter.

LIFE Campus forventes at åbne for medarbejdere i foråret 2021 og for skoleklasser i efteråret 2021.

Læs mere