Hollændere tager urban farming til nye højder
Problematikken er åbenlys: Vi bliver flere og flere mennesker på kloden – i skrivende stund er vi omkring 7,6 milliarder individer -, og vi får flere og flere penge mellem hænderne til at købe fødevarer for.
Så hvordan skal vi med brødføde en befolkning, der ventes at stige til 8,6 milliarder mennesker i 2030?
Det præsenterer hollandske Floating Farm et nytænkede bud på med sit flydende bondegårdskoncept, hvor en platform midt i Rotterdams havn skal huse 40 malkekøer, der til sammen skal levere 800 liter frisk mælk hver dag.
Ambitionen er, at der ud over den friske mælk også med tiden skal produceres yoghurt og ost af mælkeproduktionen.
Få en introduktion til konceptet
Robotter tager sig af malkningen
Køernes daglige hjem bliver en 600 kvadratmeter stor betonplatform, der hviler på vandet i et af Rotterdams mange havnebassiner. Køerne græsser direkte på platformen, og et membranlag sørger for at bortfiltrere dyrenes urin.
Mobile robotter vil både stå for at malke køerne, fordele foder og desuden indsamle komøg, der kan anvendes til biomasse. Energien kommer fra solpaneler installeret på taget, og græsset fremdyrkes via LED-belysning.
Nede under køernes græsningsareal er der en underetage dedikeret til mejeri, undervisningslokaler og gårdbutik.
Pris: 20 millioner kroner
Er der behov for det, har køerne adgang til et 2.500 kvadratmeter stort græsareal på landjorden via en gangbro.
På sigt er det desuden ambitionen, at den flydende bondegård foruden køer også skal rumme kyllinger og eventuelt grøntsagsbede.
Den første Floating Farm skal efter planen står klar ultimo 2019. Prisen bliver i omegnen af 20 millioner kroner.
Læs mere: Floatingfarm.nl