Kamstrup Production 3
"Man kan vælge at grine af, at vi går grundigt til værks, men vi er nødt til at have alle med".

Hos Kamstrup taler alle om informationssikkerhed

Teknik Hos Kamstrup i Skanderborg har ledelsen inddraget alle medarbejdere i et værn mod cyberkriminelle.

Hos den højteknologiske virksomhed Kamstrup i Skanderborg kender alle medarbejdere til truslen fra cybercrime.

Risikoen for digitale indbrud blev ellers tidligere kun drøftet i it-afdelingen - og handlede hovedsageligt om teknologi som firewalls og antivirus-programmer. Men nu er truslen fra it-kriminelle også blevet et samtaleemne blandt alle i kantinen.

“Kamstrup er en virksomhed, der vokser, og hvor der bliver større og større potentiale for cyberkriminelle at udnytte informationer,” siger udvikler og tillidsrepræsentant Jesper Eriksen om nogle af bevæggrundene for, at der siden 2017 har ført til et massivt fokus på informations- og it-sikkerhed.

Til dagligt sidder Jesper Eriksen i det team, der udvikler hardware til Kamstrups målere. Virksomheden er især kendt for intelligente måleløsninger til fjernvarmeforsyningen, men leverer i dag også løsninger til alt muligt andet - el, vand, varme og køling i aircondition-anlæg.

Som medarbejderrepræsentant har Jesper Eriksen været helt tæt på de mange initiativer, der i dag betyder en noget anden omgang med computere og andet it-udstyr end tidligere.

“I dag er alle nødt til at være med, når det handler om informationssikkerhed,” siger Jesper Eriksen.

Alle bærer ID-kort

Kamstrup

  • Kamstrup leverer løsninger til måling, overvågning og styring af el-, vand-, varme- eller kølesystemer. Løsningerne omfatter hardware, software og services som sikrer målinger, kommunikationsinfrastruktur, datamanagementsystemer, net.applikationer og værktøjer til dataanalyser. Løsningerne bruges bl.a. af forsyningsselskaber.
  • Kamstrup har i dag 1.500 ansatte i mere end 20 lande. Selskabet er ejet af energiselskabet OK.

Hos Kamstrup betyder det en noget anden omgang med it-udstyret end tidligere.

Ude på medarbejdernes pc’er ligger der ikke længere filer på harddiskene. Alt gemmes på sikre og krypterede fællesdrev.

Adgang til vitale systemer kræver såkaldt to-faktor-godkendelse, hvor adgangen udover passwordet skal bekræftes via en anden enhed f.eks. en mobiltelefon.

Programmer på arbejds-pc’erne skal godkendes af it-afdelingen, før de downloades, og computerne skal lukkes forsvarligt ned om aftenen.

Og indsatsen har også et fysisk islæt. Når medarbejderne hos Kamstrup bevæger sig rundt i hovedkvarteret i Skanderborg, benytter de ID-kort, så alt bliver registreret.

De små ting tæller

Alle indsatser kan virke som småting. Men det er netop de små ting, der har effekt, mener Jesper Eriksen.

“Man kan vælge at grine af, at vi går så grundigt til værks, men vi er nødt til at have alle med. Og når it-afdelingen skal styre slagets gang, er de nødt til at vide, hvad de har med at gøre,” siger Jesper Eriksen.

Hos Kamstrup begyndte det massive fokus på informationssikkerhed i 2017, og medarbejdernes årvågenhed testes jævnligt, når it-afdelingen gør opmærksom på phishing-mails eller andre falske mails fra it-kriminelle. Det sker ofte via virksomhedens intranet.

“Det fungerer som en husker for os, så vi hele tiden er oppe på mærkerne - og det er godt at blive mindet om det.” siger Jesper Eriksen.