HR-chefen: "Nyuddannede har også meget at byde på"
”Ansøgernes CV er det allerførste, som jeg kigger igennem. Det skal være overskueligt og give et præcist billede af personens erfaring og kompetencer. Som nyuddannet tror man måske, at man ikke har så meget at byde på, men det er ikke rigtigt. Der er mange, som har haft spændende studiejobs og praktikophold, eller som har fået gode kompetencer med sig fra et fritidsjob. Det er vigtigt, at man også får beskrevet de kompetencer.
Hvis CV’et fanger min interesse, går jeg videre og kigger i ansøgningen. Her søger jeg svar på, hvorfor vedkommende søger job hos netop os, og hvad ansøgeren kan bidrage med til NORDEX FOOD. Jeg skal kunne mærke, at ansøgeren har lavet et grundigt forarbejde og sat sig ind i, hvad vi er for en virksomhed, og hvilke værdier vi har.
Til samtalen gælder det også om at være velforberedt – og f.eks. have forberedt nogle spørgsmål, som viser, at man er nysgerrig på vores forretning og har sat sig ind i vores virksomhed. Vi vil rigtig gerne lære ansøgeren at kende til samtalen, vi skal nok skabe et godt og trygt rum for samtalen, men det er også vigtigt, at ansøgerne giver noget af sig selv.”
Mette Kronborg Høiseth, HR Manager i NORDEX FOOD A/S