Millag2.jpg
Af transporthensyn er regn­vands­magasinerne fra Millag maksimalt på 80 m3. Konstruktionen gør det muligt at sammenkoble flere magasiner, hvis behovet er større.

Hurtig regnsikring af byggepladsen

Miljø Med et nyt, præfabrikeret magasin til opsamling af regnvand vil virksomheden Millag mindske forsinkelser på byggepladsen.

“Indimellem er det godt vejr, og ja, så er der jo også tidspunkter, hvor det regner.”

Sådan siger Anders Kjeld, administrerende direktør for BG Byggros-koncernen. Det kan lyde som en banal betragtning, men er man beskæftiget i byggebranchen, kan netop regn ofte være forbundet med irriterende forsinkelser.

For at håndtere de store mængder nedbør etableres underjordiske magasiner, hvor man opstuver regnvandet midlertidigt. Gravearbejdet og den efterfølgende montage er en proces som tager tid, og vejret kan let forsinke byggearbejdet endnu længere.

Men nu skal det være slut med unødig spildtid. Specialvirksomheden Millag har udviklet et præfabrikeret regnvandsmagasin, der kan være oppe at køre på en enkelt dag.

“Med det præfabrikerede regnvandsmagasin kan gravning af hullet påbegyndes om morgenen, magasinet kan sænkes ned til middag og hullet lukkes igen samme dag. På den måde har man vundet rigtig, rigtig meget tid,” siger Anders Kjeld.

Forsinkelser på flere dage

Tidligere har Millag typisk skulle bruge mindst et par dage på selve byggepladsen med membranarbejdet, som omslutter magasinet. Særligt sidste år var der rigtig mange regnvejrsdage, hvor flere entreprenører beklagede sig over forsinkelse i arbejdet. Derfor opstod idéen om en færdig enhed, der kunne sættes direkte ned.

 

Vi har tit stået i situationer, hvor vi skulle i gang, men så har vejrudsigten lovet regn, og monteringen er blevet udskudt.

“Det er egentlig en udløber af alle vores tidligere erfaringer. Vi har tit stået i situationer, hvor vi skulle i gang, men så har vejrudsigten lovet regn, og monteringen er blevet udskudt. Har entreprenøren allerede gravet hullet, er der risiko for, at udgravningen skrider sammen eller hullet bliver fyldt op med vand, inden vi kan påbegynde arbejdet.

 

Alle de risici er ofte forbundet med en masse spildtid. Med et præfabrikeret magasin, som man i princippet bare løfter fra lastbilen ned i hullet, får man, en færdig, hurtigere og langt bedre løsning.”

Af andre fordele er bl.a. at Millag har mulighed for på forhånd at teste, at magasinet er helt tæt, fordi det sker under kontrollerede forhold i svejsehallen, fortæller Anders Kjeld.

Det præfabrikerede regnvandsmagasin har ifølge Millag en anslået levetid på mindst 50 år.