Intelligente ladestandere til elbiler rykker ind i London
Det skal være slut med kun at kunne lade sin elbil op derhjemme i garagen eller over en kop kaffe på en tankstation.
Den britiske iværksættervirksomhed Connected Kerb har udviklet en serie intelligente ladestandere, der kan installeres direkte på fortovet langs eksempelvis en villavej. Og som samtidig kan fungere som wifi-hotspot og IoT-knudepunkt via en række indbyggede sensorer.
Laderne skal blandt andet gøre elbiler til et mere attraktivt alternativ for de 43 procent af briterne, som ifølge Connected Kerb ikke råder over egen garage eller parkeringsplads, men er henvist til netop at parkere på villaveje og gadehjørner.
De første standere er nu ved at blive installeret i London-bydelen Southwark, skriver flere engelske medier.
Et skridt på vejen mod selvkørende biler
Selve laderne er fremstillet af 80 procent genanvendelige materialer – genbrugsplast og gummi fra dæk - og er ifølge Connected Kerb gearet til at kunne håndtere såvel 4G som det kommende 5G-netværk.
Laderne understøtter endvidere forskellige former for opladningsløsninger.
Udover selve opladningsfunktionaliteten adskiller Connected Kerbs ladere sig fra tilsvarende modeller på markedet ved at tilbyde trådløst internet – med datahastigheder op til 350 MB/sek - til såvel bilisterne som øvrige forbipasserende.
Det åbner også op for, at senere generationer af selvkørende biler vil kunne downloade trafikdata og øvrige data, mens de lader op.
Laderne er desuden udstyret med sensorer, der kan opsamle eksempelvis trafik- og forureningsdata. Data, som kan anvendes af myndigheder og forskere til trafikforskning og måske intelligent trafikstyring, hvor bilister kan blive dirigeret væk fra zoner med tæt trafik.
Starter ved 15.000 kroner
Connected Kerbs standere kommer i tre størrelser. Den mindste har en listepris på 2.000 euro – knap 15.000 kroner -, mens den største koster i omegnen af 164.000 kroner.
Læs mere