Karoline 22
Bæredygtighed er i højsædet hos Organic Basics. I fremtiden mener Karoline Panduro Kristensen at det bliver mere en selvfølge end et krav. ”Det er en tilgang, der ikke er til at komme udenom.”

Jagten på det helt rigtige snit

Design Karoline Panduro Kristensen er konstruktør på Organic Basics, der blandt andet skaber bæredygtigt undertøj. Her er det hendes opgave at sørge for, at alle styles bliver tilrettet, så de passer perfekt, både i forhold til designernes visioner og kundernes behov.

Koncentrationen stråler ud af Karoline Panduro Kristensen, mens hun omhyggeligt måler indersømmen på et par herreunderbukser. Hun kigger fra centimetermålet til sin computerskærm, og tilbage igen. Tjekker målet, inden hun hænger målebåndet rundt om halsen og taster de helt præcise tal ind på sin computer, hvor hun kan se om de matcher de mål, hun har anmodet om hos leverandøren.

Karoline Panduro Kristensen er konstruktør hos Organic Basics, der skaber bæredygtigt basistøj. Det er hendes opgave at vejlede designteamet i forhold til mål og konstruktion – for eksempel hvordan man opnår en ønsket form på et produkt. Derefter er det hende, der har den primære kontakt til leverandørerne samt foretager opmålinger og tilretninger af de samples, som der sendes en del af frem og tilbage i et designforløb. I første omgang til opmåling, senere i forløbet til fitting på model i alle størrelser. Undervejs kontrollerer hun også materialer, kvalitet og form.

Til daglig arbejder Karoline Panduro Kristensen sammen med et designhold bestående af to designere, en teamleder og en indkøbschef, men i dag er hun alene på skansen. Holdet er kun gradvist ved at vende tilbage til kontorrytmen efter længere tids hjemmearbejde grundet Covid-19. På Karoline Panduro Kristensens skrivebord står flere brune papkasser med stofprøver og samples.

”Der plejer ikke at se sådan ud, normalt er jeg meget ordentlig,” siger hun med et skævt grin. ”Det er alle mine kasser hjemmefra.”

Millimeter kan gøre forskel

Derfor foretrækker hun at arbejde ved det store bord i det tilstødende fælleslokale.

”Jeg plejer at gå herind, når jeg sidder med større projekter, som jeg har brug for at kunne folde ud,” siger Karoline Panduro Kristensen med et skævt blik på den ikke særligt voluminøse bunke undertøj, der skal måles op.

Men små ting kræver også plads til omhyggelighed.

”Nogle steder kan to millimeter gøre en forskel på, hvordan det sidder, mens man andre steder arbejder med en tolerance på op til plus/minus en centimeter”,” siger hun, mens hun omhyggeligt placerer målebåndet på underbuksernes gylp, der kræver mere akkuratesse i konstruktionen end for eksempel linning eller benåbninger.

Karoline Panduro Kristensen har altid været fascineret af konstruktion.

”Jeg har altid elsket at sy, men jeg har aldrig drømt om at være fashiondesigner. Jeg er meget mere interesseret i, hvordan man konstruerer tøjet og hvordan man får det til at sidde godt.”

Derfor var der ingen tvivl, da hun fandt ud af, at man kunne blive uddannet som ’pattern maker’, en uddannelse hvor man blandt andet lærer om modeludvikling af mønstre på papir og digitalt, graduering af størrelser samt får materialeindsigt og en masse syteknik, blandt andet at sy med millimeters nøjagtighed.

Karoline 04

Ny model testes

I hjørnet af det lyse rum danner et gråt forhæng et lillebitte omklædningsrum til brug ved de hyppige fittings, der er nødvendige for at lave et velsiddende produkt.

Det kommer i brug dagen efter, hvor undertøjsserien skal fittes på levende model. Rummet summer af energi, for hele designholdet er mødt ind. Selv er Karoline Panduro Kristensen særligt spændt på en ny model, der er under udvikling: En BH i hundrede procent økologisk bomuld. Organic Basics arbejder mest i blandingsmaterialer, når de udvikler undertøj, hvor elastan giver elasticiteten sammen med bomuld eller Tencel. Men efterspørgslen efter monomaterialer stiger.

 ”Det er en videreudvikling af en style vi har i forvejen, men den har elastan i, så den er elastisk, og det er der al fittingen sidder. Så vores udfordring i forhold til at udvikle den i hundrede procent bomuld er, hvordan man så kan skabe form? Kan man bruge nogle specielle syninger? Og skal det overhovedet være denne her style, eller et helt andet produkt?” 

Karoline Panduro Kristensen beder fittingmodel Ida om at løfte armene, så hun kan fotografere BH’en fra siderne med sin mobiltelefon.

”Skal du også have fra den anden side,” spørger hun, og drejer sig, så der kan blive taget nærbilleder fra alle sider. Det er nu, det bliver spændende. For et er, om alle mål er som de skal være, men det afgørende er, hvordan en style sidder, når den kommer på en rigtig levende model.

Små justeringer

Mens Ida går ind bag det grå forhæng for at skifte til et andet sæt, går Karoline Panduro Kristensen hen til computeren og tjekker kommentarer fra leverandøren.

”Vi har fået nogle kommentarer om, at linningen på trusserne er for høj bagtil,” siger hun. ”Den er blevet rettet. Der står også, at det er svært at sy gennem alle lag i linningen, måske er det derfor, tråden knækker for let.”

Designer Lauria svarer: ”Jeg tror, det er trådspændingen, der ikke er den samme hele vejen.”

Ida går lidt rundt, tager høje knæløftninger og går ned på hug for at teste, hvordan snittet på trusserne fungerer i bevægelse.

”De føles ikke for stramme.”

På skærmen bemærker Karoline Panduro Kristensen en kommentar om, at benåbningen er ændret. Hun går hen til Ida og måler efter, sætter målebåndet helt ind i sømmen.

”Det er svært at justere i materialet, fordi det strækker sig. Så hvis man ændrer det et sted, ændrer det hele sig. Sidste gang var de for brede fortil, og nu er de blevet for små bagtil.”

Hun sætter målebåndet fast i linningen, så hun har frie hænder til at tage flere billeder. 

”De sidder en lille smule højere, men det er altså ikke meget.” 

De bliver enige om, at Ida skal prøve at gå med dem, så hun kan mærke, hvordan de føles i brug. Måske skal hun endda prøve at cykle med dem på? Hun må også gerne vaske dem, så de kan se, hvordan materialet reagerer. Og så skal samme style prøves på i alle størrelser. 

”Jeg sætter en fitting op i næste uge,” siger Karoline Panduro Kristensen.

Processen går videre. Det tager mindst et halvt år at færdiggøre en ny style med det helt rigtige fit.

”Den store mission er at sørge for, at fittet er rigtigt, og at man guider sine kunder til at købe de rigtige størrelser,” siger Karoline Panduro Kristensen. ”For hvis det sidder godt, bliver det brugt – og det er bæredygtigt.”

Karoline Panduro Kristensen

  • 27 år
  • Uddannet designteknolog fra TEKO (Nu VIA Design) med en overbygning som prof. bach. i Design & Business fra Københavns Erhvervsakademi (KEA) i 2019.
  • Har efter endt uddannelse arbejdet for HAN Kjøbenhavn, og har siden marts 2020 været ansat som konstruktør hos Organic Basics ApS.