Kvantecomputer1305.jpg
En kvantecomputer foretager beregninger via kvantebits frem for computerbits. Det gør den meget mere effektiv, men også langt mere ustabil.

Jagten på verdens mest overlegne regnemaskine

Teknik Danske forskere, teknikere og ingeniører skal bygge næste generation kvantecomputer, der kan blive den mest effektive regnemaskine, verden endnu har set.

Kvanteteknologien lokker med løfter om suveræne regnemaskiner, der kan lave beregninger på få minutter, som det ville tage selv nutidens supercomputere milliarder af år at løse.

Men i første omgang drejer det sig om at få udviklet og bygget selve de kvantebits, der udgør hjertet i en kvantecomputer.

Det skal forskere og ingeniører fra Microsoft, DTU og KU arbejde på i et nyligt etableret forskningscenter i Lyngby.

Et center, der skal bygge videre på den forskning, der allerede er udført på Niels Bohr Instituttet på KU.

”Det er en fortsættelse af, hvad vi laver derinde. Men det her er et større og mere udbygget system, hvor vi blandt andet kan tilføre vores nanostrukturer flere egenskaber,” forklarer Morten Liborius Jensen, der var maskintekniker ved Niels Bohr Instituttet og nu er en del af ledelsen på Microsoft Quantum Materials Lab, som Lyngby-centret er blevet døbt.

Foto: Thomas Steen Sørensen

Morten Liborius

  • Projektleder på Microsoft Quantum Materials Lab
  • Uddannet maskintekniker fra Københavns Tekniske Skole i 1996

Jagter halve sekunder

Kvantecomputernes overlegne regnekraft spås at kunne finde anvendelse inden for blandt andet udvikling af nye typer medicin og nye materialer, men der er lang vej igen.

I stedet for traditionelle computerbits løser en kvantecomputer beregninger via kvantebits, som er langt mere effektive end computerbits – men også langt mere ustabile.

En kvantebit kan opbygges via forskellige former fra krystalstrukturer, typisk på nanoniveau, og det er disse strukturer, som Morten Liborus Jensen og hans kolleger håber på at kunne gøre mere stabile og længerevarende. Her er temperatur og nanostrukturens stabilitet afgørende.

”Vi er på jagt efter at lave en stabil kvantebit, hvor selve kvantestilstanden kan vare længere. Hvis vi er heldige, kan vi måske komme op på et halvt sekund,” lyder det fra Morten Liborius Jensen.

Den hidtil kraftigste kvante­computer er udviklet af IBM med 50 kvantebit. Også Google har meddelt, at virksomheden arbejder på at udvikle en tilsvarende kvantecomputer.

Læs mere