Frida Moon Boon 09
Frida Vestergaard er vild med løse ender. Det har hjulpet hende på vej mod det seneste jobskifte.

”Jeg elsker løse ender”

Mit nye job Når produktudvikler-jobs slås op, er konkurrencen hård. Frida Vestergaard blev derfor glædeligt overrasket over at komme til samtale på det job, hun har nu. Hendes unikke kombination af kompetencer åbnede døren.

Hvorfor skifter du job netop nu?

Jeg faldt over et jobopslag, som lød så spændende, at jeg var nødt til at gribe chancen, selvom jeg var i et godt job. En nystartet virksomhed i vækst søgte en produktudvikler med forstand på supply chain management, og jeg arbejder begejstret med begge dele. Jeg havde dog ingen forventning om at få jobbet, da produktudvikler-stillinger søges af rigtig mange, især designere, så jeg følte lidt, at jeg spildte min tid på at søge. Alligevel kom jeg til samtale. Som led i ansættelsen skulle jeg løse en konkret supply chain-udfordring og satte mig virkelig grundigt ind i virksomhedens drift.

Hvad er det mest tiltrækkende ved dit nye job?

Det allerbedste ved mit nye job er, at jeg kan arbejde både med produkterne og med supply chain. Jeg er med fra idé, over produktudviklingen i samarbejde med eksterne designere til et produkt er klar til indkøbet, hvor jeg skal sikre, at vi får købt de rette mængder hjem, så vi kan møde forbrugernes forventninger om korte leveringstider. Samtidig skaber jeg strukturer, som sikrer styr på vores stamdata.

Hvad er det spændende ved at skifte branche?

Min tidligere arbejdsplads leverede uniformer og andre tekstiler til det danske sundhedsvæsen. Min nye arbejdsplads laver vugger og andet børneudstyr, som sælges direkte til forbrugerne, og det kræver er en helt anden produktionsplanlægning.

Hvad har overrasket dig mest i dit nye job?

Arbejdskulturen er helt anderledes og meget venskabelig. På mit gamle job kunne vi godt drikke en enkelt øl om fredagen, her er fredagsbaren en regulær fest. Jeg er nu del af et meget ungt team, hvor jeg som 34-årig er en af de ”gamle”, der skal hjem til mine tre børn.

Hvad gør dig glad på jobbet?

Jeg kan rigtig godt lide, at ledelse og kollegaer kan regne med, at når de giver en opgave til mig, så bliver den løst. Jeg elsker at præstere. Derfor glæder jeg mig også virkelig meget til efteråret, hvor vi lancerer det første produkt, som bygger på en af mine ideer, og som jeg har været med fra start til slut i udviklingen af.

Frida Vestergaard

  • Uddannet tekstilformidler
  • 34 år
  • Bor ved Skibby

CV

  • 1. maj 2021 – nu: Produktudvikler og supply chain manager i Moonboon
  • 2012-2021: Produktionsplanlægger og før da produktspecialist i Borch Textile Group

Hvad er de største udfordringer i din nye branche?

Den største udfordring er, at vi vækster så voldsomt. Da jeg var til samtale, havde virksomheden tre faste medarbejdere. Da jeg tiltrådte kort tid efter, var vi tre gange så mange, og vi ansætter hele tiden. Derfor skal mange procedurer og samarbejdsformer redefineres nærmest hver uge. Det er godt nok svært, men jeg trives også med fart og kaos. Som jeg sagde ved ansættelsessamtalen: ”jeg elsker løse ender”.