Henning Lund _kv_1320px.jpg
TL blev dannet 26. juni i 1919, og har på 100 år udviklet sig til et fagligt fællesskab med 30.000 medlemmer. Henning Lund, har været medlem siden 1949. Den 95-årige bygningskonstruktør har dermed være medlem af TL i 70 år og det er rekord. Derfor har vi interviewet ham til fødselsdagsudgaven af Teknikeren.

"Jeg har altid været i bevægelse"

TL 100 år Henning Lund har været medlem af Teknisk Landsforbund siden 1949. TEKNIKEREN besøgte den 95-årige bygningskonstruktør i villaen i Odense for at få hele historien.

 

På Fruens Bøge Allé ligger en lille perle af et parcelhus fra 60’erne. Det markante, sorte tag svæver over de gule mure. Tagudhænget er massivt og levner ikke meget dagslys indenfor.

Til gengæld har udhænget nænsomt skærmet huset mod vind og vejr, så såvel mursten som de specielle, gule fuger fremstår velholdte og rene, som da huset blev bygget for 54 år siden.

I døren byder en veloplagt Henning Lund TEKNIKEREN indenfor. Sine 95 år til trods er han let til bens, kvik i replikken og de blå øjne kigger nysgerrigt ud gennem de sorte briller.

Huset har Henning Lund selv tegnet og bygget. Det var i 1965.

Vi passerer køkkenet for at komme ind i spisestuen. I køkkenet regerer Frida, Hennings kæreste, som opvarter os opmærksomt med kaffe og ostemadder undervejs. Vi sætter os ved det mørke træbord for at gå ombord i et langt liv, som begyndte lidt uden for Uldum i Jylland i 1924. Her blev Henning Lund født som yngste barn i en søskendeflok på ni.

Faderen var møller og han dør, da Henning er 12 år. Samme år sendes Henning ud at tjene.
Men Henning Lund er fast besluttet på at drive det videre.

”Jeg ville ikke være bondekarl alle dage. Jeg ville være tømrer,” siger Henning Lund.

Duften af træ

I nærheden af barndomshjemmet lå et tømrerværksted.

”Jeg kan tydeligt huske det fine træ og høvlspånerne. Det var noget, der tiltalte mig.”

Selv om det i krigsårene var ekstra svært at få læreplads, lykkes det for Henning Lund. Da han består med gode karakterer fra den tekniske skole bliver han sulten efter mere. I 1944 begynder han derfor at læse til bygningskonstruktør i Horsens. Uddannelsen afsluttes i 1948. Et år der på alle måder bliver et skæbneår for den unge jyde.

Her afsluttes ikke blot studierne på Byggeteknisk Højskole i Horsens. I 1948 bliver han også gift, flytter fra Jylland til Odense, køber hus, bliver far, og begynder i sit første job.

”Der skete så meget det år. Så meget, at jeg slet ikke fik skrevet dagbog. Det har jeg ellers gjort alle år siden jeg 17,” konstaterer Henning Lund med et grin.

Et guldrandet papir

Det første job var hos Thomas B. Thrige i Odense, hvor Henning Lund blev ansat i elevatorafdelingen til en månedsløn på ca. 500 kr. Her var han i de næste 15 år.

“Jeg har mest lyst til at sige, at jeg var så dum at blive der i 15 år, for jeg er jo bygningsmand, arkitekt og træmand. Og ved Thrige sad jeg jo og lavede elevatorer,” siger Henning Lund og slår i bordet.

Henning Lund

  • Født i Uldum i 1924.
  • Uddannet bygningskonstruktør i 1948 og tømrer i 1943.
  • Har arbejdet som sagsbehandler, forretningsfører, konduktør, bygningskonstruktør og maskiningeniør.
  • Pensionist siden 1987.
  • Bor i Fruens Bøge ved Odense og i Spanien om vinteren.
  • Har to børn, fire børnebørn og fem oldebørn.
  • Er kæreste med Frida.
  • Medlem af TL siden 1949.

Teknisk Landsforbund fylder 100 år den 26. juni 2019. Det fejrer vi hele året.

I Teknikeren finder du i hvert nummer en jubilæumsartikel, hvor vi slår ned på historiske temaer, og giver indblik i den tekniske faglighed, og de specialiserede mennesker, der har været TL's fundament i 100 år.

Hver uge i hele jubilæumsåret uploader vi også en videointerview med et TL's mange medlemmer.

Læs mere: tl.dk/100aar

 

Men dengang var Thomas B. Thrige en af Danmarks største virksomheder. Et guldrandet papir. Det svarede lidt til at være ansat hos De Danske Statsbaner. Det var trygt og der var en god løn. Spændende opgaver blev det også til. Henning Lund husker specielt en ordre til Handelsbanken i Randers.

”Det var en personelevator, der skulle gå igennem seks etager. Her skulle jeg lave væggene af glas, så man kunne kigge ud. Det var nyt dengang, og jeg kan huske at overingeniøren sagde til mig: ”’Arhh Lund. Pas nu lige på der!” Jeg var jo ude i noget, de ikke havde set før. Siden er glas jo blevet meget almindeligt i elevatorer.”

Læs også: Teknikere på Nørrebro stod bag TL

Læs også: Fra strengt ingeniøroverskæg til eventtekniker med regnbueflag

På rette hylde
I 1964 tager Henning Lund endelig springet til byggeriet. Han får job hos arkitektvirksomheden Hans Jørgen Jensen og må til gengæld gå 1.000 kr. ned i månedsløn.

"Her kommer jeg endelig på rette hylde. I samme øjeblik, jeg kommer ud, har jeg det skide godt! Jeg er vellidt på byggepladserne. Jeg er jo ikke sådan en hoven arkitekt, der kommer og spiller kong gulerod. Jeg var en mand, de kunne snakke med. Jeg havde jo selv arbejdet på byggepladser som tømrer,” forklarer Henning Lund.

Efter blot et halvt år udnævner chefen ham til konduktør med ansvar for at styre firmaets byggepladser.

Almene boliger til folket

Herfra bliver han i 1966 headhuntet til Arbejderbo, hvor han bliver udnævnt til forretningsfører for Fyn. Kontoret indrettes i det første halve år i villaens soveværelse.

”Arbejderbo stod for bygning af gode boliger til fornuftige priser til helt almindelige mennesker,” fortæller Henning Lund, som har bygget over 1.500 boliger på Fyn.

Årene i Arbejderbo bød på mange faglige udfordringer, stor frihed og god løn, men prisen var også nogle meget lange arbejdsdage. Så da kvoten for almenbyggeri blev halveret i 1975 og Henning Lund i 1977 mister jobbet, er der også med en vis lettelse at spore.

Tegnede rådhus

Efter nogle måneder på dagpenge, bliver Henning Lund sagsbehandler i Tommerup Kommune. Kommunens rådhus er blevet for lille og man overvejer at bygge et nyt eller bygge til.

”Jeg blev bedt om at lave en analyse af, hvad der bedst kunne betale sig. Jeg kom frem til, at tilbygningen ville være det billigste. Og så får jeg opgaven. Jeg tegnede tilbygningen, som stod færdigt 1981.”

Efterfølgende var der lidt mukken i krogene.

”En kommune burde ikke bruge folk i teknisk forvaltning til at bygge et rådhus lød kritikken. Det skulle man få en arkitekt til. Men jeg sagde ikke nej, og det var en sjov opgave,” klukker Henning Lund, som stadig har tegningerne liggende i kælderen.

Byggede hus i Spanien

I 1984 gik Henning Lund på efterløn. Vintrene har han siden 1987 tilbragt i Sydspanien. Her har han et hus, der var noget nær en ruin, da han overtog det. I dag er det ført op til nutidens standard under kyndig, fynsk byggeledelse.

Interviewet er ved at nærme sig sin afslutning. I garagen tæt ved udgangen står en nyere, sølvgrå honda cr-v i ly for regnen. Hondaen har for under en måned siden tilbagelagt hjemturen fra Andalusien med Henning Lund ved rettet.

Et spørgsmål har luret i baghovedet på teknikerens udsendte siden ankomsten til hoveddøren for et par timer siden: Hvordan kan du være så frisk og skarp i en alder af 95 år. Hvad er din hemmelighed?

”Det med Spanien er måske en af grundene til, at jeg har holdt mig godt. Men jeg tror også, at det er fordi, jeg altid gerne vil ha’, at der skal ske noget. Når jeg kigger tilbage, så har jeg altid været i bevægelse. Det tror jeg, er vigtigt,” slutter Henning Lund.