"Jeg kan gøre en forskel"

TL-regioner Peter Thyregod stiller op til posten som formand i TL Nordjylland på generalforsamlingen den 17. december 2020.

Hvorfor stiller du op?

Jeg har valgt at stille, fordi jeg tror på, at jeg stadig kan gøre en forskel til gavn for medlemmerne. TL er inde i en udvikling med strukturændringer og tilpasninger. Det er en proces som er vanskelig, men også sundt for en organisation, der vil udvikle sig. TL skal i højere grad være med til at synliggøre medlemmernes faglige identitet og styrke fællesskabet. Vores medlemsservice skal fortsat være solid, medlemsnært, af høj kvalitet og skabe tryghed. Samtidig skal vi kunne indfri de forventninger nuværende og kommende medlemmer har til en moderne og synlig fagforening. Det er jeg sikker på, at vi kan.

Hvad er dine politiske mærkesager?

Jeg vil fortsat arbejde for, at vi bevare den danske model på arbejdsmarkedet. Rimelige vilkår ved ledighed, gode muligheder for efter- videreuddannelse og ordentlige løn- og ansættelsesvilkår. Lyder det som dagens virkelighed – det er det ikke!

Atypiske ansættelser, social dumping, løngab mellem kønnene, stressramt arbejdsmiljø, lovbestemt mindsteløn, stigende pensionsalder, skæv balance i familie- og arbejdsliv er blot nogle af de udfordringer det danske arbejdsmarked står med. Alle fortjener et godt arbejdsliv!    

Hvorfor skal medlemmerne vælge dig som formand?

Jeg prøver at leve og arbejde ud fra nogle grundlæggende værdier. Vi skal behandle hinanden ordentligt, høj som lav. Hjælp din næste. Respekter forskellighed. Indbyd til samarbejde og fællesskab. Engagér dig og tag ansvar. Lyt. Bestræb dig på at nå målene. Giv andre lov til at yde deres bedste. Selvom vi ikke er altid er enige kan vi godt nå resultater og fremfor alt, start altid med at tro på det gode i de mennesker, du møder. 

Blå bog

  • Uddannet tekniker og har arbejdet med metalliske overfladebehandlinger indenfor industrien og forsvaret.
  • Tidligere tillidsrepræsentant i forsvaret.
  • Tidligere bestyrelsesmedlem, næstformand og faglig sekretær i TL Nord.
  • Formand for TL Nord 2011-
  • Medlem Hovedbestyrelsen TL
  • Medlem Forretningsudvalget TL
  • Formand for Uddannelsespolitisk udvalg TL
  • Medlem Beskæftigelsesudvalget TL
  • Politisk ansvarlig for De faglige netværk TL
  • Næstformand LO Brønderslev-Dronninglund
  • Medlem LO bestyrelsen Aalborg
  • Medlem uddannelsesudvalg Tekniske designere, Tech College
  • Medlem uddannelsesudvalg Produktionsuddannelserne, UCN
  • Medlem Uddannelsesrådet Aalborg
  • Medlem Bestyrelsen Erhvervsakademi Dania

 

Peter Thyregod

Valg i TL’s nye regioner

  • På kongressen den 24. oktober 2020 blev der vedtaget en ny politisk struktur for TL.
  • Det betyder, at de ni nuværende lokalafdelinger bliver nedlagt 31. december 2020. I stedet vil der pr. 1. januar 2021 blive oprettet fem regioner.
  • I hver af regionerne skal der vælges formand, næstformand, bestyrelse og delegerede.
  • TL Nordjylland afholder stiftende generalforsamling torsdag den 17. december 2020.

Tilmeld dig generalforsamlingen

De fem TL-regioner

De fem regioner i TL følger den geografiske struktur for de fem danske regioner.

TL-regionerne hedder:

  • TL Nordjylland
  • TL Midtjylland
  • TL Syddanmark
  • TL Sjælland
  • TL Hovedstaden og Bornholm