”Jeg kan høre, hvis der er noget galt i klækkeriet”

Akvakulturtekniker Pascal Barreau peger på to sæt hule østersskaller. Det ene sæt skaller er aflange og har en kraftig og uregelmæssig overflade, mens det andet sæt er mere flade, symmetriske og runde. 

”Her har vi en stillehavsøsters og en europæisk østers,” siger han. 

Vi er i østersklækkeriet hos Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua, i Nykøbing Mors, hvor man blandt andet forsker i den flade europæiske østers. Den har nemlig haft ganske trange kår de senere år.  

Forskerne forsøger at finde ud af hvorfor, men det kan skyldes klima, forurening og sygdom, og samtidig er bestanden af stillehavsøsters steget markant gennem årene. 

”Derfor forsøger vi at øge bestanden af den europæiske østers, så den ikke forsvinder,” forklarer Pascal Barreau. 

”For fem år siden skulle jeg sende en prøve af stillehavsøsters fra fjorden til et spansk universitet,” siger Pascal Barreau og fortsætter:”Dengang tog det mig tre timer at finde ti østers. Tre timer. I dag tager det mig fem minutter at finde et halvt kilo.”

Franskmanden Pascal Barreau kom til Dansk Skaldyrcenter i 2008, hvor han blandt andet fik til at opgave at udvikle et nyt og bæredygtigt østersklækkeri. Det lykkedes. I dag har han blandt andet ansvaret for at drive klækkeriet med hjælp fra kollegerne. 

”Det drejer sig om at sikre det rigtige vandflow, lys- og tempe­ra­turforhold og rengøring af karrene. Det kræver megen tid og omsorg,” siger Pascal Barreau og tilføjer: 

”Vi producerer også selv de mikroalger, som vores østers lever af.” 

Der bliver produceret flere forskellige former for mikroalger for at skabe en varieret føde til ynglen.  

Produktionen af mikroalger tager mellem fem og syv dage. Og at klække østers er i det hele taget en proces, der indebærer megen planlægning. For eksempel begyndte dette års østerssæson allerede i februar, hvor Pascal Barreau og kollegerne gik i gang med at producere mikroalgerne til klækkeriet.  

Sæsonen i klækkeriet sluttede først i september, hvor ynglen endelig var klar til at blive sat ud i Limfjorden. 

”Så sejler vi ud i fjorden og sætter dem på liner. Efter tre – fire år er de voksne og kan sættes fri,” siger Pascal Barreau. 

Kunstigt lys fremmer gydning 

Intet i klækkeriet er overladt til tilfældighederne. 

”Alt er kontrolleret og bliver overvåget, og vi har også et alarmsystem, der giver besked, hvis noget går galt,” siger Pascal Barreau, mens han går rundt i østersklækkeriet med udsigt til den blå Limfjord. 

”Jeg kan høre, hvis der er noget galt, når jeg kommer ind i østersklækkeriet. Det kan for eksempel være, hvis recirkulations­anlægget er i udu, og vandflowet dermed ikke flyder, som det skal.” 

Pascal Barreau går hen til et firkantet, gråt plastkar og løfter låget. Lige nu er det tomt. Men det er her, at det hele begynder.  

”Normalt har vi vores moderøsters hernede, hvor vi forsøger at skabe de bedste betingelser for gydning,” siger han. 

Processen, der finder sted i karret, er et godt eksempel på de kontrollerede forhold, som akvakulturteknikeren taler om. 

Når moderøstersen er i karret, lever den i vand fra Limfjorden, der bliver pumpet ind via et recirkulationsanlæg, der også filtrerer og UV-behandler vandet for blandt andet larver og bakterier. 

”Vi sørger for, at vandet opnår en temperatur på 20 grader, for det er bedst for gydningen,” siger Pascal Barreau. 

Han har også lavet en såkaldt lyscyklus, der skal fremme gydningen.  

Til det formål er der opsat to lysstofrør på undersiden af låget, der tænder og slukker efter et særligt skema, der simulerer lysforholdene om sommeren. 

”Det betyder, at lyset er tændt i 16 timer og slukket i otte timer,” siger Pascal Barreau. 

Nyt østersklækkeri på vej 

Når moderøstersen har gydet, sætter Pascal ­Barreau og hans kolleger larverne over i nogle andre kar, hvor der bliver holdt lige så strengt øje med dem, og sådan fortsætter de forskellige trin i processen, indtil ynglen bliver sat ud. Men selvom alle forhold er kontrollerede i østersklækkeriet i dag, så har det ikke altid været sådan, siger Pascal Barreau. 

”Fordi Dansk Skaldyrscenter er en forskningsinstitution, så opstår der løbende nye behov og ønsker, og for mig som tekniker betyder det, at jeg ofte skal udtænke nye måder at gøre tingene på.” 

Der er afsat 30 millioner kroner til Dansk Skaldyrcenter på dette års finanslov, og pengene skal gå til at bygge et større østersklækkeri. Centret forventer, at det er klar i 2020. 

Pascal Barreau har allerede udviklet en ny metode til det kommende klækkeri. Den kræver mindre plads og vand, siger han, mens han peger på et stativ med skuffer. 

”Det nuværende klækkeri har mange beholdere og kar, der står ved siden af hinanden, men det gør skuffesystemet op med”, fortæller han. 

”Vi besøgte et forskningscenter i Frankrig, hvor jeg så skuffesystemet, der blev brugt til fiskeæg,” siger han og fortsætter: 

”Når vi erstatter det nuværende system med det nye skuffesystem, vil der være plads til to millioner yngel. I dag har vi kun plads til 100.000.” 

Fra Frankrig til Danmark 

Der er fire teknikere ansat hos Dansk Skaldyrcenter, men Pascal Barreau er den eneste akvakulturtekniker.  

Det er en uddannelse, som han har taget i Frankrig, hvor han er født og opvokset. 

”Kort fortalt så har uddannelsen både en faglært, teknisk del og en økonomisk del, der gør, at jeg kan styre en produktion fra start til slut, ligesom en landmand,” siger han. 

Det, der kommer tættest på Pascal Barreaus uddannelse herhjemme er uddannelsen til fiskeriteknolog.  

Inden Pascal Barreau kom til Dansk Skaldyrcenter, har han blandt andet arbejdet med dambrug og lakseproduktion i henholdsvis Frankrig og på Island. Og i Danmark har han også været forbi Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy. 

”Naturen, fiskeri og bæredygtighed har altid optaget mig, og jeg er så heldig, at jeg kan arbejde med mine største interesser,” siger Pascal Barreau og fortsætter: 

”Samtidig er det fantastisk, at jeg har et arbejde, hvor jeg bliver udfordret til at tænke nyt og får mulighed for at føre mine idéer ud i livet. Nogle gange lykkes de. Andre gange lykkedes de ikke, men så bliver jeg klogere til næste gang.”