"Jeg ofrer ikke teateret"
"For mit arbejdsliv som selvstændig inden for teater og revy har coronaen været en reel bombe. Jeg har i 10 år været fast tekniker og musiker på Teatret Møllen, og er nu på 14. år produktions- og forestillingsleder på Sønderborg Sommer Revy og blev selvstændig for lidt over et år siden.
Vi var i fuld gang med at forberede årets revy, og så kom coronaen. Med ét slag stod jeg uden indtægtskilde i en
teaterverden, der ikke bliver sig selv igen i overskuelig fremtid. Jeg kan måske søge kompensation via regeringens hjælpepakke, men har foreløbig undladt. Jeg vil hellere arbejde og finde nye løsninger, så jeg prøver at se det som en kreativ udfordring, selvom det er lidt for spændende for min privatøkonomi, da jeg har både børn, kæreste og hus.
Det havde været rart med jobsikkerhed, men hvor findes det? Og jeg vil ikke opgive mit liv med teater. Der må være nye veje."
Lars Bøgh Rødbroe
- Selvstændig produktions- og forestillingsleder på Sønderborg Sommer Revy Show, bygger scenografier for teatre
- Har læst musikvidenskab, autodidakt tekniker
- 46 år.
- Bor i Haderslev