”Jeg skal ud og møde mennesker”
Hvorfor har du skiftet job?
Jeg var klar til nye udfordringer efter seks år i et job med ansvar for kontakt med elinstallatører og sagsbehandling og meget tid ved et skrivebord med headset i øret. I mit nye job kommer jeg ud og møder kunder ansigt til ansigt.
Hvad er det mest tiltrækkende ved dit nye job?
Det meste af min tid kører jeg rundt på kundebesøg og taler med dem om, hvordan vores virksomhed kan hjælpe dem til at optimere processer. Vores produkter er henvendt til byggeriet, så jeg ser mange byggepladser og lærer noget nyt hver dag.
Hvad er det mest spændende ved din nye branche?
For mig er det at arbejde med salg og rådgivning i kombination. Det tiltaler mig at finde løsninger, som er helt rigtige for hver kunde. Når kunden oplever, at min rådgivning tilfører værdi, så kunden eksempelvis sparer tid, giver det mig en stor tilfredsstillelse. Samtidig tiltaler salgselementet mit konkurrencegen. Målet er dog ikke salg for enhver pris, men langsigtede gode relationer og at skabe værdi for kunden.
Hvad har overrasket dig mest i dit nye job?
Jeg er positivt overrasket over, hvor godt og seriøs et introprogram, der var for de første 2-3 måneder med kursus og besøg hos kunder sammen med kollegaer. Derudover hvor hjælpsomme mine nye sælger-kollegaer er. Jeg hører tit om sælgere, at de er meget optaget af sig selv og egne resultater, fordi de typisk er provisionslønnede. Det var også min egen fordom, men den er gjort til skamme.
Hvad gør dig glad på jobbet?
Generelt er det vigtigt for mig at blive udfordret i min hverdag og at have gode kollegaer at sparre med. Konkret i min dagligdag er jeg ekstra glad på vej hjem, når jeg har hjulpet nogen med en god løsning, og når jeg har nået de mål, jeg satte for arbejdsdagen.
Hvad er de største udfordringer i dit nye job?
Jeg er ambitiøs og skal selv definere, hvad jeg skal nå en given dag, så jeg kan have svært ved at stoppe. Jeg har altid arbejdet meget og kan have svært ved at løsrive mig, når jeg er fordybet i noget. Efter at jeg er blevet far, er jeg dog væsentlig bedre til at tjekke, hvad klokken er og holde fri.
Hvilke faglige erfaringer kan du tage med dig fra dit tidligere job?
Min nye stilling er i et nyoprettet team, der betjener kunder i elbranchen, så det er en kæmpe styrke, at jeg har en fortid som både elektriker og rådgiver og kender el- og byggebranchen indefra.
Hvad savner du fra dit gamle job?
At kunne hilse på kollegaerne på kontoret på hver dag og muligheden for kantineordning. Derudover en meget aktiv personaleforening med mange sociale arrangementer. Så de kollegaer jeg ikke ser mere, vil jeg altid savne lidt.
Benjamin Bjerg Hertz
- Accountmanager hos Hilti Danmark
- Uddannet elinstallatør
- 35 år, bor i Aarhus
Fra: projektleder i Aura Energi
Til: Account manager i Hilti Danmark
- 2019 - Account manager i Hilti Danmark
- 2013-2018 Projektleder i Aura Energi
- 2012-2013 Overmontør i Hørning Installation
- 2007-2012 Elingeniør i Grontmij