"Jeg skulle være skiftet for fire år siden”
Hvorfor skifter du job netop nu?
Jeg har altid lagt meget energi i mit arbejde, men på min tidligere arbejdsplads skete mange organisationsændringer, som jeg havde det svært med, så jeg søgte og fandt hurtigt nyt job takket være mit netværk og en video, jeg lavede om, hvad jeg har arbejdet med. Jeg har svært ved at sælge mig selv i en skriftlig ansøgning, og det var grænseoverskridende at lave den video, men da jeg slog videoen op på Linkedin, blev den set og delt af mange, og jeg blev inviteret til flere jobsamtaler – blandt andet her, hvor jeg arbejder nu.
Hvad har overrasket dig mest ved at skifte job?
Når jeg kommer hjem fra arbejde og går tur med min hund, kan jeg godt gå og undre mig lidt over, hvorfor jeg ikke søgte nyt job noget før. For tre år siden var der mange store strukturændringer på min tidligere arbejdsplads, som jeg ikke trivedes med. Alligevel fortsatte jeg, og blev syg af stress. Mens jeg var sygemeldt, mærkede jeg, at jeg ikke havde lyst til at lægge så mange personlige ressourcer i det job, som det havde krævet hidtil. Og da jeg var rask og havde været i gang igen et par måneder, besluttede jeg at søge nyt job, og fandt hurtigt mit nuværende job, hvor jeg virkelig trives.
Hvad er det mest tiltrækkende ved dit nye arbejde?
Det allerbedste for mig er, at det er en agil organisation. Vi løser opgaver i hele verden, og når f.eks. en kollega står på et skib på den anden side af kloden med et teknisk problem, så kan vi ofte løse det, ved at folk på arbejdspladsen med forskellige kompetencer stikker hovedet sammen over en kop kaffe og bringer gode ideer i spil. Jeg kommer fra en stor virksomhed, hvor den slags beslutninger var træge og tog meget mere tid.
Hvad er det spændende ved din branche?
Jeg er skiftet fra vindmølleindustrien til en håndværkervirksomhed, som er gået fra få medarbejdere til over 50, og dermed har behov for flere og andre strukturer og rutiner. Dem er jeg med til at skabe, og derved sætter jeg et præg på virksomheden, hvilket er spændende, og jeg føler mig relevant. Det er også tilfredsstillende, at min viden fra mange tidligere job og opgaveløsninger er til gavn.
Hvad er de største udfordringer i din nye branche?
Jeg kendte branchen på forhånd, da jeg oprindeligt er uddannet el-grossist, men jeg skal spidse ører, når hardcore-teknikerne i min afdeling taler om tekniske løsninger hos industrikunder.
Hvad savner du fra dit gamle arbejde?
Havde jeg taget springet for fire år siden, ville jeg savne en masse, for det var en rigtig god arbejdsplads. I dag savner jeg ikke noget.
Morten Topholm
- 49 år og handelsuddannet i el-branchen
- Skiftede 1. december fra koordinator
i Siemens Gamesa til projektkoordinator hos CS Electric A/S - 2019- Projektkoordinator hos CS Electric A/S i Esbjerg
- 2013-2019 Koordinator i Siemens Gamesa
- 2012-2012 Produktionsplanlægger i Bramming Plast Industri
- 2011-2012 Specialist i LEGO Group
- 2009-2011 Teknisk slagsassistent i Bramming Plast Industri
- 2008-2009 Salgsingeniør i SMC Pneumatik
- 2007-2008 Salgsingeniør i Sanistål
- 2000-2007 Lagerleder og siden e-procurement support i Arla Foods