TL_Susanne_Uhd_007.jpg
Teknisk designer Susanne Uhd fra Esbjerg har skiftet job til Viking Life-Saving Equipments passenger division.

”Jeg vil ikke låse mig fast på én branche”

Mit nye job En insisterende headhunter fik vakt Susanne Uhds nysgerrighed. Han mente at have det helt rigtige job til hende. Først sagde hun nej, men de nye muligheder fristede.

Hvorfor har du skiftet job?

"Via LinkedIn blev jeg kontaktet af en headhunter, der mente at have det rigtige job for mig. Min erfaring er, at nogle headhuntere skyder lidt med spredehagl. Desuden var jeg meget tilfreds i det job, jeg havde. Så jeg afviste headhunteren, men han blev ved, og det gjorde mig nysgerrig. Jeg var også lidt smigret over, at der var en virksomhed her, som arbejdede så hårdt for at ansætte mig. Så jeg sagde ja til en samtale, og jobbet lød vældig interessant. Fordi jeg var i et godt job allerede, var jeg ikke presset og fik en god aftale på plads."

Hvad er det mest tiltrækkende i dit nye job?

"Jeg har i 15 år arbejdet som teknisk designer og har været i forskellige brancher, for jeg kan godt lide at lære noget nyt, og jo flere kompetencer jeg får, desto stærkere står jeg. Man ved aldrig, hvornår man skal videre til noget nyt. Det går stærkt i mange brancher, og det kan hurtigt gå ned ad bakke. Det erfarede jeg selv for år tilbage i byggebranchen, hvor der pludselig ikke var meget at lave, så jeg måtte tage et job, som ikke sagde mig så meget – i første omgang. Dét lærte mig, at man ikke skal låse sig fast på én branche, og at det er godt at få mest muligt på sit CV."

Hvad er det mest spændende ved din nye branche?

"På min nye arbejdsplads laver vi redningsflåde­systemer, så jeg er blevet én, der er med til at redde liv, og det betyder noget for mig personligt, at mit arbejde har en meget konkret og vigtig værdi for andre mennesker. Før tegnede jeg installationer til transformerplatforme til havvindmølle­parker, og det føltes ikke så konkret relevant. Det er også spændende, at jeg nu er del af en meget lille gruppe, der arbejder teambaseret og er meget afhængige af hinanden."

Hvad er den største udfordring ved det nye job?

"Det er meget vigtigt for mig at gøre gavn og udføre mit arbejde med perfektion, men jeg kan ikke gøre alt rigtigt og hurtigt i en læreproces. Det er en udfordring for mig. Heldigvis er mine nye kollegaer fuldstændig med på, at det tager måneder at få styr på alle processer." 

Hvad har overrasket dig mest i dit nye job?

"At jeg er blevet taget så utroligt godt imod. De har i den grad støttet mig og samtidig ladet mig give los og byde ind med nye ideer. De er meget åbne. Uden åbenhed havde jeg ikke sagt ja til at skifte job."

Susanne Uhd

  • Uddannet teknisk designer
  • 39 år
  • Bor i Esbjerg

Fra senior technical designer i Semco Maritime

Til MES project technician i Viking Life-Saving Equipments Passenger Division

  • 2019 - MES Project Technician, Viking Life-Saving Equipments passenger division
  • 2013-2019 Senior technical designer, Semco Maritime
  • 2009-2012 Teknisk designer, Esbjerg Kommunes Ejendomme
  • 2006-2009 Teknisk designer, Grontmij Carl Bro
  • 2005-2006 Teknisk designer, Betonelement