”Jeg vil løfte mig fagligt”
Hvorfor skifter du job netop nu?
”For at blive bedre til det, som interesserer mig mest – at programmere robotter. Mens jeg læste til automationsteknolog, opdagede jeg, at det var sjovt at styre armene på en robot, og i mit første job efter studiet arbejdede jeg med at styre maskiner via en computer, PLC eller Programmable Logic Controller. Efter et år med det, er jeg nu skiftet til et job, hvor jeg arbejder 100% med at programmere robotter.”
Hvad er det mest tiltrækkende
ved dit nye job?
”På min tidligere arbejdsplads var jeg den eneste, der programmerede robotter, på min nye arbejdsplads er vi mange, og mine nye kollegaer har lang og dyb erfaring med programmering. Så jeg har fået sparringspartnere, og det løfter mig fagligt. Programmet, vi bruger, er også tiltrækkende. Jeg ser robotten visuelt på skærmen, mens jeg programmerer den, og før den findes i virkeligheden.”
Hvad er det spændende ved din branche?
”Robotteknologi er i rivende udvikling. Det giver mange jobmuligheder og mange veje, jeg kan gå. Det er samtidig basalt spændende og meningsfuldt for mig at bygge robotter, der kan optimere processer og aflaste medarbejdere, så de har færre tunge løft. Det er også kreativt. Der er mange måder at programmere, så jeg skal tænke ud af boksen.”
Hvad har overrasket dig mest i dit nye job?
”Jeg talte en del med min kæreste om, hvorvidt jeg kunne søge nyt job efter kun et år på min hidtidige arbejdsplads. Jeg var optaget af, om gamle eller nye kollegaer ville se noget galt i det. Overraskende nok holdt jeg op med at tænkt mere på det i samme øjeblik, jeg besluttede at søge det nye job. Måske fordi det er normalt i dag at skifte job, og der var ingen sure miner på mit gamle job, selvom de fandt det ærgerligt, at jeg rejste.”
Hvad gør dig glad på dit job?
”Det gør mig glad, at jeg arbejder med det, der interesserer mig mest, og at arbejdsmiljøet er godt. At vi taler godt sammen, behandler hinanden godt, og at jobbet ikke stresser for meget. Jeg har det fint med deadlines, men jeg er optaget af, at et job ikke slider mig op.”
Hvad er de største udfordringer
i dit nye job?
”Det kræver meget af min energi, at alt er nyt, og jeg bruger ekstra tid her i starten på at sætte mig ind i opgaverne.”
Hvilke faglige erfaringer fra dit
tidligere job tager du med i det nye?
”Jeg lærte en masse om programmering og blev god til kundekontakt, eksempelvis når en maskine eller robot skal i drift, hvor der godt kan være pres på.”
Rune Bro Mogensen
- 31 år
- Nyt job den 1. september 2019
FRA automationsingeniør hos Egatec A/S
TIL robotprogrammør hos Danrobotics
- Uddannet automationsteknolog,
før da bachelor i finansøkonomi - Bor i Odense
- 2019- Robotprogrammør i Danrobotics
- 2018-2019: Automationsingeniør hos Egatec A/S