”Jobbet skal også passe til mig”
Hvorfor skifter du job netop nu?
"Jeg følte, at tiden var moden til at kaste mig ud i noget nyt. Efter næsten 10 år i en serviceafdeling, hvor jeg arbejdede med drift og vedligehold af vindmøller, arbejder jeg nu med salg. Det indebærer masser af kunderelationer, og dem kan jeg rigtig godt lide. Som ung var jeg tilfreds med at sidde og nørde tekniske tegninger, men gradvist har jeg opdaget, at jeg er bedre til og trives meget bedre med at have med mennesker at gøre, og det har jeg i høj grad fået nu."
Hvad er i dine øjne det spændende ved din branche?
Jeg er skiftet fra én virksomhed i vindmøllebranchen til en anden og har valgt at blive i branchen, fordi det appellerer til mig at arbejde med grøn energi. Lidt flot sagt føler jeg, at jeg er med til at gøre verden en tjeneste.
Kim Kjeldsen
- 36 år
- International Sales Manager hos PolyTech A/S
2017 – - Blade Solution Advisor hos Vestas NEU
2008-2017 - Grundfos A/S
2004-2008 - Uddannet teknisk designer
2004
Det gør mig glad at være på en arbejdsplads, hvor man er stolt af det man laver.
Hvad er det mest tiltrækkende ved dit nye arbejde?
En af mine fornemste opgaver er at få vindmølleproducenter og vindmølleejere til at købe vores produkter, blandt andet en beskyttelse til forkanten af vindmøllevinger. Det er et produkt, jeg er stolt af at sælge. Samtidig kan jeg bruge al den viden jeg har med fra mit hidtidige job, og jeg har meget med mennesker at gøre og er med til at bygge noget op.
Hvad gør dig glad på arbejde?
Det gør mig glad at være på en arbejdsplads, hvor man er stolt af det, man laver. Det er mine nye kollegaer. Jeg ser glæde og faglig stolthed i deres øjne. Det gør samarbejdet bedre og sjovere, og jeg har brug for, at det også er sjovt at gå på arbejde. At der engang imellem er et smil på læben. Det er der her.
Hvad har overrasket dig mest i dit nye job?
Det er vigtigt ikke at stirre sig blind på en ny jobtitel, eller hvad et nyt job kan give i løn, så jeg var omhyggelig med at sætte mig ind i, hvad jobbet indebar, før jeg tog det. Jeg kendte min nye arbejdsgivers forventninger til mig. Jeg talte også grundigt med min bedre halvdel, for jeg har fået længere transporttid og flere rejsedage, og det skal min familie være indforstået med.
Hvad er de største udfordringer i dit nye job?
Jeg har ikke identificeret personlige udfordringer endnu. Den første tid har jeg brugt på konferencer og at skabe mig et netværk. Opkvalificering ser jeg ikke umiddelbart behov for. Jeg er kommet let i gang med det hele.
Hvad vil du gerne sige til din gamle chef?
Det vigtige fik jeg sagt, før jeg rejste, nemlig at jeg var utroligt glad for at arbejde dér, men havde brug for at prøve noget nyt. Det var der meget stor respekt for, og den accept var vigtig for mig, for det har været en super god arbejdsplads.