Jobsøgning i en corona-tid
Timingen kunne næsten ikke være dårligere. 27-årige Astrid Isabella Brødsgaard afsluttede sin uddannelse som designer på KEA med speciale i bæredygtig beklædning i januar 2020. Efter uddannelsen tog hun på en velfortjent tur til USA.
"Jeg var i Houston, da coronakrisen ramte hele verden. Danmark lukkede ned, og da jeg kom tilbage, brugte jeg 14 dage i hjemmekarantæne, fordi jeg kom fra udlandet. Så det var først i april, jeg rigtig kom i gang med at søge job," fortæller Astrid Isabella Brødsgaard.
Men på grund af krisen er det op ad bakke.
Få hjælp af TL
Hvis du bliver ramt af ledighed, står TL klar til at hjælpe dig videre. Er du medlem af TL får du:
- Personlig sparring på dit CV og din ansøgning.
- Gratis kurser i LinkedIn.
- Hjælp til uopfordrede ansøgninger, herunder lister på virksomheder, som passer til din specifikke uddannelse.
"Der er jo ingen, der går til fester i øjeblikket. Derfor er der heller ingen, som køber festtøj. Og beklædningsindustrien ved ikke, hvornår der kommer gang i hjulene igen, så de er tilbageholdende med at søge nye medarbejdere. Lige nu er det vel mest athleisure og loungewear, de sælger," siger Astrid Isabella Brødsgaard.
Fælles værdier
Derfor er der næsten ingen jobannoncer for designere i øjeblikket.
"Jeg er nødt til at søge uopfordret. Heldigvis har jeg fået en liste af TL med virksomheder, der har medarbejdere med samme uddannelse som mig. Så lige nu tjekker jeg deres regnskaber på nettet for at se, hvilke virksomheder der har fremgang og måske kunne finde på at ansætte sådan en som mig," fortæller Astrid Isabella Brødsgaard.
Hun undersøger også virksomhedernes identitet på nettet.
"Jeg forsøger at finde de værdier, som virksomheden har til fælles med mig. Værdierne skriver jeg ind i ansøgningen, så virksomheden kan se, at vi matcher hinanden," fortæller Astrid Isabella Brødsgaard.
Nogle der hepper
Udover listen med virksomheder har hun også fået et tilbud om sparring på hendes jobansøgninger samt på hvilke jobs, det vil give mening for hende at søge.
"Det har jeg helt sikkert tænkt mig at benytte mig af. I det hele taget har jeg været meget glad for den behandling, jeg har fået i a-kassen. De er rigtig flinke, og jeg føler, at de støtter mig følelsesmæssigt. Det er fedt at vide, at der er nogle, som hepper på mig," siger Astrid Isabella Brødsgaard.
Skulle det lykkedes hende at lande et job, tilbyder TL også at læse hendes ansættelseskontrakt igennem, inden hun skriver under. Og så kan hun benytte TL's lønstatistik til at se, hvad andre i hendes fag tjener. Det kan hun bruge, når hun skal forhandle løn.
"Jeg gør mit bedste for at holde humøret oppe. Det lykkes for det meste. Men indimellem kan jeg godt blive bekymret for, at det kommer til at tage lang tid at finde et job. Og så må jeg minde mig selv om, at jeg er nødt til at væbne mig med tålmodighed."