Jul med H.C. Andersen
Hjerter, Pjerrotter, svaner og ballerinaer med englevinger.
H.C. Andersen var ikke blot et mester ud i ord. Han havde også sans for papirklip, og nogle af dem kan man nu beundre på en rød damaskdug skabt i et samarbejde mellem Odense Bys Museer og firmaet maaho.
Papirklippet har tilhørt Louise Drewsen, som levede fra 1839-1920. Hun var datter af eventyrforfatterens ven Edvard Collin.
Senere blev hun gift med Viggo Drewsen, som var søn af Adolph Drewsen, der sammen med H.C. Andersen stod han bag en række billedbøger.
I 1906 forærede Louise Drewsen fem papirklip til Odense Bys Museer - blandt andet dette, som er brugt i dugens mønster.
H.C. Andersens Hus ved Odense Bys Museer ejer både papirklippet og varemærkerettighederne til H.C. Andersens underskrift - også den er tilføjet på dugen på en lille label.
Altid saksen på sig
Den verdensberømte digter havde efter sigende altid en pen og en saks på sig, og når han gik til selskaber, klippede han nogle gange, alt imens han læste højt fra sine eventyr, skriver Visit Andersen , som også kan berette, at H.C. Andersen, når papirklippet var færdigt, stoppede med at læse op.
Herefter klippede han sit papirklip i mindre stykker og delte stykkerne ud til tilhørerne som en souvenir.
Blandt H.C. Andersens klippede værker er ballerinaer, moskeer og “Et helt klippet eventyr” fra 1864.
“Den Klipning her er noget dyr, Den er sat til en halv Rigsdaler. Men det er et heelt klippet Eventyr, Og dit Hjertelag betaler”, skrev han om sit lille værk, mens han et andet sted fremhævede, at hans poesi ikke var forbeholdt ord:
”Det hele er Andersens poesi i klipperi!
Broget, løjerligt alleslags, alt med en saks!”