Kampvalg i TL Nordjylland

TL-regioner Peter Thyregod er eneste kandidat til formandsposten, mens der er to, der kæmper om posten som næstformand, når TL Nordjylland afholder stiftende generalforsamling den 2. september.

Der er kamp om næstformandsposten, når TL Nordjylland - endelig - kan afholde stiftende generalforsamling.

Tina Uttrup Sørensen - tillidsrepræsentant på Alfa Laval Aalborg A/S - stiller op mod Jakob Madsen, der har fungeret som næstformand siden foråret.

Til gengæld er Peter Thyregod - afdelingsformand i Nordjylland siden 2011 - sikker på at blive valgt som formand. Han er eneste kandidat.

Fristen for at stille op som formand og næstformand i TL Nordjylland udløb torsdag 19. august 2021.

De stiller op i TL Nordjylland

Formand:

Peter Thyregod

Næstformand:

Tina Uttrup Sørensen

Jakob Madsen

Corona kom i vejen

Egentlig skulle TL Nordjylland have afholdt stiftende generalforsamling i slutningen af sidste år ligesom de fire andre nye regioner i TL, men på grund af de skærpede corona-restriktioner i Nordjylland måtte den udskydes på ubestemt tid.

Den nye politiske struktur med regioner i stedet for afdelinger blev vedtaget på kongressen i oktober 2020. Den betyder, at TL fra 1. januar 2021 vil bestå af fem regioner med en fuldtidsansat formand samt en ulønnet næstformand og bestyrelse.

Formænd og næstformænd fra regionerne udgør sammen med forbundsformanden TL’s hovedbestyrelse.

Stiftende generalforsamling for TL Nordjylland

  • På kongressen den 24. oktober 2020 blev der vedtaget en ny politisk struktur for TL.
  • Det betød, at de ni nuværende lokalafdelinger blev nedlagt 31. december 2020. I stedet blev der pr. 1. januar 2021 oprettet fem regioner.
  • I hver af regionerne skal der vælges formand, næstformand, bestyrelse og delegerede.
  • TL Nordjylland skulle have afholdt stiftende generalforsamling torsdag den 17. december 2020, men den blev aflyst pga. corona-restriktionerne.
  • Nu er det igen tilladt at mødes i større forsamlinger, og derfor kan TL Nordjylland afholde stiftende generalforsamling den 2. september 2021.

Tilmeld dig generalforsamlingen

De fem TL-regioner

De fem regioner i TL følger den geografiske struktur for de fem danske regioner.

TL-regionerne hedder:

  • TL Nordjylland
  • TL Midtjylland
  • TL Syddanmark
  • TL Sjælland
  • TL Hovedstaden og Bornholm