Kropsidealer på keramik
Som designer og kunstner er der rig mulighed for at gå ind i debatten om tidens kropsidealer. Det er Isaac Nichols et godt eksempel på. Han er en del af værkstedet Group Partner, som holder til i Brooklyn, New York.
I 2012 skabte han en kollektion af lerpotter med kvinder i tanktops. Han var efter eget udsagn træt af, at både mænd og kvinder fremstilles stereotypt ud fra et særligt kropsideal, og derfor gav han sit bud på et mere realistisk billede af den kvindelige (over)-krop. Kollektion fik hurtigt tilnavnet “The boob collection” og blev et viralt hit.
“Jeg tror, jeg ledte efter noget, som føltes ærligt og tidløst, og som gjorde andre mennesker glade. Resultatet var potterne - og hele ideen med det positive kropsimage var der bare implicit,” siger Isaac Nichols.
Gælder også mænd
Det var den første kollektion, der for alvor skabte opmærksomhed omkring lerpotterne, som eksempelvis kan bruges til planter.
Snart fandt de vej til en række butikker - blandt andet på det kendte Whitney Museum of Art i New York. Nøgne mande(under)kroppe kom til, og i takt med at efterspørgslen steg, gik Isaac Nichols fra selv at producere potter i hånden til at have fire ansatte.
I dag er der 30 forskellge mønstre og former. Hans keramik fremstilles primært i Portugal og sælges i hele verden.
“Jeg troede, jeg ville sælge få eksemplarer fra mit værksted,” konstaterer Isaac og fortæller, at bestselleren på det seneste har været Terracotta-serien, som findes i både en maskulin og feminin variant.
Udover det signal hans keramik sender, er designeren overbevist om, at det også handler om kærlighed til grønne indslag i boligen.
“Jeg tror, også det er fordi, de er gode til planter”, siger han.