Kunsten at kræve mere af sin arbejdsgiver

”Pludselig var det min skyld, at kollektionen ikke hang sammen. På trods af, at jeg lige var blevet ansat og kun havde været med til at lave et par enkelte designs. Jeg var dybt chokeret, men heldigvis kunne kollegerne fortælle mig, at det var chefen, der havde et problem. Ikke mig. De grinede og sagde, at han altid blev nervøs op til messen, og det gik ud over alle.”

Sådan beskriver nu 40-årige Tanja Hjorth et af sine første store sværdslag i designbranchen. Hun fik en overhaling af sin nye leder, 14 dage efter hun var trådt ind på arbejdspladsen. En bragende skideballe, der kom fuldstændigt ud af det blå, og det rystede den dengang uerfarne designer.

Hun havde ellers fået et godt indtryk af chefen; i hendes øjne var han ’frisk og havde et glimt i øjet’.

I forvejen følte Tanja Hjorth sig sårbar og anskudt. Det nye job var blot et barselsvikariat, og hun kom fra en anden stilling, hvor hun var blevet opsagt efter et halvt år.

Selvom kollegerne bakkede hende op, vendte hun i første omgang sin debut indad og bebrejdede sig selv.

”Jeg tænkte, at jeg nok bare var ekstra følsom på grund af min manglende erfaring og måtte tage mig sammen.”

15-20 år i branches anses som ’guldbryllup’

Og det gjorde Tanja Hjorth så. Tog sig sammen, åd tudekiksen, slugte kamelen – og alt det andet, som hun og andre designere tilsyneladende må gøre igen og igen. Det blev til adskillige skideballer og rødsprængte øjne i det vikariat – og de kommende år.

Tanja Hjorth havde dog en kerne af selvrespekt, som gjorde, at hun bevarede overblikket og i dag kan se tilbage med en vis ro.

På trods af de mentale lussinger, som de første job gav, fik hun hevet sig selv op og værnet om sin faglighed:

”Jeg havde fra begyndelsen en tæt kontakt til fagforeningen, og det lykkedes mig faktisk at stige 17.000 kr. i løn de første fire år, fordi jeg fik mine kontrakter læst godt igennem,” fortæller hun.

I dag er der stabilitet i designerens liv. Hun bor i Ikast og kombinerer karrieren i en designvirksomhed med livet som mor til to børn.

Som 40-årig er Tanja Hjorth allerede en af de ’gamle og hærdede’. 15-20 år i branchen betragtes som ’guldbryllup’, fortæller hun.

” Vi, der har været længe i branchen, joker med det, når vi mødes. ’Jamen, du ser jo forbløffende godt ud’, får man at vide. Og 20 år på bagen er helt vildt, så falder folk bagover,” siger Tanja Hjorth, som blev færdig på TEKO i 2002.

Ville ikke finde mig i det i dag

Det er blevet til fire forskellige jobs og en masse selvrevselse gennem årene. Og et budskab til nyuddannede, som skal i felten i disse år:

”Dét som jeg er blevet udsat for gennem tiden, ville jeg ikke finde mig i dag. Det er måske let for mig at sige, når det værste er overstået for mit vedkommende, men jeg ville sådan ønske, at andre kan komme bedre fra start. Det er vigtigt at få sagt fra. De fleste chefer ønsker, at deres ansatte har det godt og er produktive. Mange af de chefer, som findes i modebranchen, er gode købmænd, men har ingen erfaring eller uddannelse inden for HR og forstår ikke, hvor vigtigt det er,” siger Tanja Hjorth.

Hun holder fast i, at man – selv som praktikant og helt frisk fra fad – skal kæmpe for sin position.

”Jeg har mødt så mange, der ærgrer sig over, at de ikke sagde fra noget før. Alt for mange indser det først, når de allerede har slidt sig selv op, og det giver et alvorligt brud på selvtilliden at melde sig syg. Og når det gælder løn: Hvis du kræver noget mere i udgangspunktet, vil chefen også se på dig som mere værdifuld,” lyder rådene fra Tanja Hjorth.

”Vi er ærekære, perfektionistiske og passionerede”

Tanja Hjorth understreger, at hun har arbejdet meget med sig selv undervejs, og at hun i dag har fundet en balance, skyldes dyrkøbt erfaring. Hun kan levende sætte sig ind i, hvad det vil sige at være helt ny på en arbejdsplads i modeverdenen anno 2018.

”Man kan ikke gå gennem de første år med børn, det er helt sikkert. Jeg ved, hvordan det føles at blive presset som nybegynder, konstant at tænke ’er det mig, der er noget i vejen med?’ Man bliver meget ensom, for det er aldrig til at vide, om den nærmeste kollega også er den nærmeste konkurrent.”

Tanja Hjorth beskriver det paradoks, som får mange i hendes egen faggruppe til at bryde sammen på grund af arbejdet.

”Vi er ærekære, perfektionistiske og passionerede. Det gør ikke livet nemmere.”

Drømmen om succes i en glamourøs verden driver særligt unge, nyuddannede ud i et hårdt arbejdsliv, hvor 40-50 timer om ugen er normen.

”Som designer kan man have en tendens til at tage alt personligt. Den rå tone, der eksisterer på mange arbejdspladser i branchen, er en del af kulturen og har sådan set altid været det. Men i de seneste år er alle, også ledelsen i virksomhederne, blevet endnu mere pressede. Derfor oplever man som ny designer at blive ramt lige dér, hvor man er mest sårbar,” siger Tanja Hjorth.