Kursus klæder designere på til succes
”Kender I følelsen af at stå tilbage på perronen, mens alle andre er kørt af sted med toget?”
Oplægsholder og industriel designer, Jacob Ravnborg, lader spørgsmålet hænge i TL’s kantine, hvor omkring 40 medlemmer er samlet denne aften i maj.
Nogle nikker, mens andre trækker på smilebåndet. For selvom her både er nyuddannede og mere erfarne, er det ingen hemmelighed, at der er mange om buddet i branchen.
”Mit råd er, at I skal finde ud af, om I vil være industriarbejdere eller kunsthåndværkere. Det har nemlig betydning for jeres arbejdsliv,” siger Jacob Ravnborg.
Han tog selv vejen som industriarbejder og er i dag Product Manager hos VELUX, mens aftenens anden oplægsholder, Rasmus Vind, har stor erfaring som selvstændig.
”Hvor mange herinde ved, hvordan man beregner moms?” spørger Rasmus Vind, hvorefter nogle hænder ryger i vejret.
”3 ud af 40 – skidegodt,” konkluderer han med et glimt i øjet.
Fast løn eller faktura
Spørgsmålet leder direkte frem til én af aftenens pointer: Siger man ja til at være kunsthåndværker, siger man også ja til at være virksomhedsejer.
”Dermed skal man have styr på moms, skat og regnskaber,” siger Rasmus Vind.
Zita Jensen
44 år, bor i Kastrup. Nyuddannet tekstilformidler fra UCC – Campus Carlsberg. Tidligere leder af en tøjbutik
Hvorfor er du kommet?
”Jeg vil gerne være selvstændig, så jeg håber at få nogle gode fif – og et skub i ryggen – til at tage det endelige spring.”
Hvad tager du med dig?
”At mine fremtidige samarbejdspartnere måske ikke er designere, og at jeg derfor skal være indstillet på at indgå kompromisser i den kreative proces.”
Som industriarbejder skal man derimod være klar til at designe for andre end slutbrugeren, siger Jacob Ravnborg.
”Den kreative proces bliver også kompromissets kunst, fordi man skal samarbejde med f.eks. økonomer.”
Jacob Ravnborg råder desuden til at krydse Storebælt, hvis det er svært at sparke døre ind som industriarbejder.
”Der ligger mange udviklingsafdelinger i Jylland, mens mange af os bor på Sjælland. Derfor kan der være større chance for at få job, hvis man flytter. Det gjorde jeg selv som nyuddannet.”
Rasmus Vind afslutter:
”Og husk nu, at hvis I ikke lige har en opgave eller job, så er det ikke, fordi I ikke er dygtige. Vores stand er faktisk enormt passionerede og dygtige.”
Mir Toftemark
36 år, bor i København V. Industriel designer, Designskolen Kolding, 2010. Har egen virksomhed, men arbejder mest som skolepædagog
Hvorfor er du kommet?
”Det har været svært at få fodfæste som designer, så jeg vil høre, om der er noget, som jeg ikke har gjort, der kan bringe mig nærmere det fag, jeg elsker.”
Hvad tager du med dig?
”Jeg har prøvet mange ting gennem årene, men ikke at flytte til Jylland, hvor de fleste designjob åbenbart findes, så det kan man måske overveje.”