Lønsikring til 431 medlemmer

TL Nyt Det er præcist et år siden, at vi indførte lønsikring. Og selvom ledigheden har været rekordlav, har over 400 medlemmer fået økonomisk hjælp fra TL Lønsikring det seneste år. Mette Bervig var en af dem.

Det er præcist et år siden, at vi indførte lønsikring. Og selvom ledigheden har været rekordlav, har over 400 medlemmer fået økonomisk hjælp fra TL Lønsikring det seneste år. Mette Bervig var en af dem.

Siden november sidste år har i alt 431 medlemmer fået suppleret deres dagpenge med udbetalinger fra Teknisk Landsforbunds lønsikring. I gennemsnit har de ledige medlemmer fået udbetalt 7.727 kr. oven i dagpengene, viser en statusopgørelse fra Alka Forsikring, som administrerer og står for udbetalinger fra TL Lønsikring.

Den 38-årige fødevareteknolog Mette Bervig er en af dem, der har modtaget lønsikring. Hun er i job lige nu, men har tidligere i flere omgange modtaget lønsikring, og det har været en stor hjælp.

”Det har givet mig ro, at jeg har undgået den bratte nedgang fra et job til dagpenge. Jeg er alene med min datter, så det gør en stor forskel økonomisk,” siger Mette Bervig.

”Hvis du er økonomisk presset, så tager du alt, hvad du kan få af job. Men med lønsikring kan du tage jobsøgningen mere seriøst og faktisk søge de job, du gerne vil have. Det gør en stor forskel,” siger hun

I snit lønsikring i 3 mdr.
Lønsikring så dagens lys 1. november 2021. Den omfatter alle, som er medlem af Teknisk Landsforbunds fagforening og a-kasse efter en karensperiode på et år. Hvis du mister dit job, får du 80% af din nuværende indtægt i seks måneder.

”Jeg er virkelig glad for, at vi allerede sidste år indførte lønsikring i Teknisk Landsforbund. For så var nettet klar til at gribe de ca. 400 medlemmer, der fik brug for det,” siger Jannik Frank Petersen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund.

I gennemsnit har modtagerne fået lønsikring i 3 måneder.

 

Vil du vide mere om lønsikring?

 

Er du interesseret i lønsikring?

Hvis du er medlem af både Teknisk Landsforbund og Teknikerens A-kasse, så har du ret til lønsikring efter et års medlemskab. 

Læs mere om lønsikring 

Beregn hvor meget du modtager i lønsikring