COLOURBOX35095961
Nysgerrig på, hvordan du forhandler løn? Læs med her.

Lønstatistik: Hvordan forhandler du løn i en krisetid?

Lønstatistik 2022 Er du ansat i en privat virksomhed, skal du sandsynligvis selv forhandle din løn. Men hvordan griber du det an i en krisetid? Vi har samlet de bedste argumenter til dig.

Det kan være lidt en opgave at forhandle løn i en tid, hvor eksperterne taler om recession, tab af arbejdspladser og smalhals i virksomhederne. Derfor har vi fået forhandlingschef Claus Iwersen til at levere svarene på de typiske argumenter, som du kan møde fra din arbejdsgiver.

1. Arbejdsgiveren siger:

”Det er krisetider, og vi skal vende hver en mønt i den kommende tid. Der er ganske enkelt ikke råd til at give lønforhøjelser lige nu. Vi er nødt til at være ansvarlige og sikre vores konkurrenceevne.”

1. Det ville Claus svare:

”Det er fair nok, at du har det fokus på den samlede økonomi.  Det er selvfølgelig vigtigt, men jeg er her for at tale om min løn, og hvordan min arbejdskraft bidrager til virksomhedens udvikling. Og jeg mener, at min arbejdskraft og indsats er med til at hjælpe virksomheden igennem krisen. Jeg kan give disse to eksempler på, hvordan jeg er med til at løfte virksomheden lige nu (indsæt selv eksempler) – og det, mener jeg, er gode grunde til at anerkende den indsats, som jeg yder i virksomheden. Den kontante anerkendelse er også med til at motivere mig yderligere. Jeg ville blive rigtig glad for en lønstigning.”

2. Arbejdsgiveren siger:

”Ja, jeg ved godt, at inflationen er lidt høj lige nu og mange ting er blevet dyrere, men hvis du kigger tilbage på de seneste 10-15 år, så reallønnen steget ret så meget. Så det lille fald, som du oplever nu i din økonomi pga. inflationen, ­bliver opvejet af den generelle lønstigning gennem de seneste mange år.”

2. Det ville Claus svare:

”Inflationen rammer min økonomi lige nu, og jeg har råd til færre ting end før. Og den eneste måde, som jeg kan udligne det på, er med højere løn. Men det handler i lige så høj grad om, at jeg mener, at jeg tilfører virksomheden værdi. Jeg har det seneste år leveret følgende (indsæt selv eksempler), og i det kommende år vil jeg hjælpe firmaet med at komme igennem krisen ved f.eks. at løfte de her projekter (indsæt selv eksempler). Jeg er som altid klar til at give den en skalle i den kommende tid – og en ­lønstigning vil derfor være motiverende og bekræftelse på, at vi sammen arbejder os igennem krisen og nok skal komme godt ud af den. Hvad tænker du om det?”

3. Arbejdsgiveren siger:

”Vi har ikke tænkt os at give nogen i virksomheden lønstigninger. Jeg kan derfor ikke kun give dig lønforhøjelse – og ikke alle de andre.”

3. Det ville Claus svare:

”Jeg har ikke indsigt i, hvordan I griber det an i forhold til lønstigninger lige nu og om et par uger. Det er din opgave, og det er fair nok, at du må gøre dig nogle over­vejelser om helheden. Jeg har kun indsigt i mine egne forhold, og jeg kan se, at med alt det, som jeg leverer, så mener jeg selv, at jeg fortjener en højere løn og også ville blive meget glad for den anerkendelse, den er udtryk for.”


Claus Iwersen, tidligere forhandlingschef i Teknisk Landsforbund, giver her sit bud på, hvad han ville svare på din arbejdsgivers udsagn.

Det handler ikke kun om løn

Hvis din arbejdsgiver ikke er villig til at give dig en lønforhøjelse, så hav to-tre alternativer til højere løn klar. Det kan f.eks. være ønske om mere ferie, en efteruddannelse, mere fleksibel planlægning af arbejde i forhold til dine børn osv. Alt det, der hører under overskriften ”fryns” bliver beskattet, men ”frihed” og ”fleksibilitet” er skattefrit. Den bevarer sin værdi og bliver ikke udhulet af inflation.

Brug vores eksperter

Er du i tvivl om, hvordan du skal gøre og har brug for rådgivning eller sparring? Så kontakt TL Medlemscenter tlf. 3343 6450 / fagforeningen@tl.dk

Som noget nyt, har vi også hver måned online-kurser i lønforhandling.

Se mere her.