"Man må kaste sig ud i tingene, hvis man vil være ambitiøs"

Der blæser en rask vind, så sand og vildfarent haveaffald flyver omkring på genbrugspladsen i Horsens. Miljømedarbejder Anne Dorthe Christensen kigger hen over det store areal for at finde et roligt sted, afskærmet fra larmen fra arbejdende traktorer og trailer-støj.

Som arkitekt på kommunens storstilede affaldsplan er det Anne Dorthe Christensen, der tegner de linjer, der får betydning for borgernes omgang med affald - herunder sortering.

På den måde er hun - sådan lidt groft sagt - sølet ind i affald. Faktisk så sølet ind, at hun har kastet sig ud i et ambitiøst projekt på vegne af kommunen. Det vender vi tilbage til. For hvorfor affald i første omgang?

“Der er nogle, der spørger mig, hvorfor i alverden jeg gider at arbejde med affald. Men jeg er sikker på, at den dag jeg står foran Skt. Peter, der bliver jeg lukket ind,” siger den 56-årige østjyde, der oprindelig er uddannet bygningskonstruktør, med et tilfreds smil.

Uddannelsen fik hun aldrig rigtig brugt til noget. Vejen til arbejde for nyuddannede bygningskonstruktører var dengang ikke ligetil, hvilket sendte hende i jobtræning i kommunen.

“Man kunne fodre svin med os dengang. Og skæbnen ville så, at jeg endte i affaldsafdelingen, hvor jeg har været lige siden og nok aldrig skal fra. Én gang affald, altid affald. Det er et fantastisk arbejde,” siger hun.

Fra 5 til 50 containere

Der er da heller ikke fare for, at det bliver kedeligt. Med over 91.000 indbyggere render Horsens kommune ikke sådan lige tør for affald foreløbig. Tværtimod er der kun blevet mere af det med tiden.

Til gengæld er der sket tilsvarende meget med vores måde at håndtere affald på, så vi i modsætning til tidligere ikke bare ser på affald som noget, vi skal have af vejen uden omtanke, fortæller Anne Dorthe Christensen.

“Der er sket rigtig meget, og de næste par år vil der ske endnu mere. Prøv engang at tænk på, at vi sidder 14 personer i affaldsafdelingen og har rygende travlt. Dengang jeg startede sad der én mand,” siger hun.

Det var dengang, kommunen kun havde 5 containere på genbrugsstationen, hvor man i dag har over 50. Måske det dengang stadig var normalt at brænde sit eget affald i haven. Utænkeligt i dag, hvor man ikke bare genanvender, men også genbruger affald.

Et kæmpestort arbejde

Med det sidste har Anne Dorthe Christensen en helt særlig kæphest, som fylder stort set alt hendes tid. Hun vil bygge kommunens første og eneste genbrugs-multihus. En slags bazar for ting, der, i stedet for at ende som skrald, får nyt liv.

Projektet, der hedder Stablen, får placering i hjertet af genbrugsstationen. Her kommer man til at kunne gå på indkøb i et genbrugsbyggemarked og finde ting til byggeprojekter i hjemmet, tage på reperationscafé og få fikset ødelagte ting, eller gå på opdagelse i et genbrugs-skatkammer.

Alt sammen under samme tag i en bygning skabt af genbrugsmaterialer fra kommunale nedrivninger og borgernes indleverede genstande. Et regulært benspænd, fordi byggelovgivningen ikke ser igennem fingre med noget - grønt eller ej.

Derfor bliver der også brug for, at Anne Dorthe Christensen støver de gamle uddannelselsespapirer af og finder tilbage til den indre konstruktør i hende.

“Det er et kæmpestort arbejde. Selvom jeg er uddannet bygningskonstruktør, så har jeg jo aldrig arbejdet med den del af min faglighed. Jeg har lidt, jeg skal læse op på,” siger hun og fortsætter:

“Der er mange regler i byggelovgivningen, vi skal overholde, og øvelsen for mig er ikke at lade min kreativitet og naivitet tage over, så vi løber panden mod muren. Visionerne skal jo også kunne lade sig gøre i virkeligheden. Men rækker man mig en lillefinger, så tager jeg hele armen.”

Anne Dorthe Christensen kan indimellem blive i tvivl, om hun har taget munden for fuld. Stablen, der har et budget på 21 millioner kroner, skal åbne i 2023 og er også en stiløvelse i at vise, hvad de kan udrette i kommunen, forklarer hun.

En stort brød

Forbilledet er genbrugscentret Retuna i Sverige, hvor man har opført et 3.000 kvadratmeter stort shoppingcenter til genbrug. Her kommer der hver dag omkring 700 besøgende.

For Anne Dorthe Christensen er det efterstræbelsesværdigt, hvorfor Stablen da også skal kunne udvides løbende ved at bygge nye dele på den blokopdelte bygning. Deraf også navnet.

“Min chef og jeg har helt sikkert slået et stort brød op. Men helt ærligt, så må man kaste sig ud i tingene hvis man vil være ambitiøse, som vi vil. Men selvom jeg nok også er lidt småskør, så har vi dog ikke slået et større brød op, end vi kan bage,” siger hun og peger på en palle med stablede tagsten.

Anne Dorthe Christensen er den type, der bliver ved til det sidste. Det er nemlig bare et spørgsmål om tid, før flere får øjnene op for, hvor meget man kan genanvende og genbruge, og da vil det stå klart, at det “ikke var så tosset, hvad Horsens Kommune gik og fandt på”, slår hun fast.

Selvom hun ofte møder skepsis og fortvivlelse fra andre, er hun sikker på, at arbejdet bærer frugt hver dag - og vil gøre det i fremtiden.

“Vi har løftet genanvendelsesprocenten fra 18 til 60 siden den forrige affaldsplan. Det gør mig da hamrende stolt, og det er en gave at få lov at sidde og udtænke de ting, der er med til at flytte noget i samfundet,” siger hun.

Jaget væk med gevær

På genbrugspladsen valfarter traktorer frem og tilbage. Fra tid til anden hopper en chauffør ud og hilser på Anne Dorthe Christensen, der på mange måder definerer de arbejdsvilkår, pladsens personale arbejder under.

Ifølge hende sker det under væsentlig mindre dramatik, end det kan risikere at gøre blandt kommunens borgere, hvor hun ikke altid har været lige populær.

“Det var mildt sagt op ad bakke, når vi før i tiden ændrede noget i affaldssystemet. Jeg er blevet lovet tæsk fra utilfredse borgere, der mente, at jeg ‘fandeme ikke skulle blande mig i, hvordan de sorterede affald’. Og så var der dengang, jeg, i forbindelse med et rutinebesøg på en gård, blev jaget væk med et jagtgevær,” siger Anne Dorthe Christensen og tager sig til hovedet.

Hun har meget at fortælle og stopper kun med at berette, når hun indimellem bliver tiet af larmende maskiner, eller når hun må fjerne de sandkorn, der er uundgåeligt havner i øjnene, når vinden for alvor tager fart på den store åbne plads.

I dag er stemningen omkring affaldssortering heldigvis en anden. Det mærker Anne Dorthe Christensen tydeligt.

Selvom hun somme tider må være meget pædagogisk over for de, der ikke helt kan se, hvorfor nidkærhed er nødvendigt, når det kommer til skrald, så er forståelsen i dag en noget anden.

“Jeg møder oftere og oftere borgere, der er glade og tilfredse og som klapper mig på skulderen. Det er virkelig opløftende.”