SmartKoeleskab1305.jpg

Microsoft vil beskytte sårbare IoT-enheder i hjemmet bedre mod hackerangreb

Teknik En række meget omtalte cyberangreb har rykket cyberangreb højt op på agendaen. Microsoft er nu i gang med at udvikle en chip, der skal forhindre, at vores IoT-enheder i hjemmet blive hacket i lige så let grad som i dag.

Fjernsynet. Køleskabet. Brødristeren. Eltandbørsten.

Der er snart ikke den ting i vores hjem, som ikke skal kobles på nettet, så køleskabet selv kan give besked, når det er ved at være tomt, eller eltandbørsten kan sende ens tandbørstningsvaner videre til tandlægen inden næste kontrol.

Men dermed stiger risikoen også for, at hackere kan få adgang til ens personlige oplysninger via enheder, der måske ikke er lige så godt beskyttet som vores computere.

Det har nu fået Microsoft til at sætte gang i udviklingen af en ny generation chip til sikker IoT-kommunikation i et projekt kaldet Project Sopris.

Her en video fra det amerikanske nyhedsmagasin 60 Minutes, der viser, hvor let det er at hacke en smartphone.

Storstilet cyberangreb gik ud over Twitter
Sopris-projektet involverer udviklingen af microcontrollere, der eksempelvis kan reboote, hvis softwaren støder på suspekt adfærd, og som sørger for automatiske sikkerhedsopdateringer af den pågældende enheds software - ligesom man kender det fra ens computer.

Indtil videre tegner projektet lovende. 150 hackere blev sat til at hacke chippen under et arrangement i USA, men det lykkedes ikke for nogen af dem, beretter teknologimagasinet Wired.

Cybersikkerhed er de seneste års tid rykket højere op på agendaen, blandt andet som følge af en række meget omtalte cyberangreb. I efteråret 2016 gik et massivt hackerangreb således ud over bl.a. Twitter, Spotify og Netflix.

Det skyldtes sandsynligvis et såkaldt botnet, et netværk af tusindvis af inficerede enheder som webcams og usikre routere.