Mindeord for Allan Milton Kristensen

Mindeord Mindeord for hovedbestyrelsesmedlem og næstformand i TL Nordjylland Allan Milton Kristensen.

Det er med stor sorg, at vi i Teknisk Landsforbund har modtaget meddelelsen om, at Allan Milton Kristensen døde pludseligt den 3. maj. Han blev 56 år.

Allan var tekniker og TL’er ind til benet. Gennem årtier gjorde han en forskel for sine kolleger som tillidsrepræsentant på Sweco og for TL’s medlemmer som aktiv i bl.a. TL’s hovedbestyrelse og i lokalafdelingen i Aalborg.

Han blev udlært teknisk assistent i 1983, og har siden arbejdet som tekniker og landmåler en lang række steder: I Nordjyllands Amt, ved fjernvarmeforsyningen i Aalborg, i Grønland, hos rådgivende ingeniører og entreprenører og senest Geopartner Landinspektører A/S.

Allan begyndte hurtigt at brænde for det faglige arbejde i TL, og mange medlemmer har gennem årene nydt godt af Allans gode humør, nordjyske lune og store engagement. Med Allans død har vi ikke kun mistet en faglig aktiv, men et sagligt og ordentligt menneske, der var afholdt af alle.

Allan var medlem af TL’s hovedbestyrelse og næstformand i TL Nordjylland, hvor han ville genopstille senere på året. Men han havde også overskud til at være politisk aktiv for Socialdemokratiet igennem mange år. Senest blev han valgt som regionsrådskandidat til valget senere i år. Han var samtidig meget aktiv i det lokale foreningsliv i Nibe.

Allan var et friluftsmenneske, der elskede at komme ud i naturen, hvad enten det var på motorcyklen eller for at campere, men mest af alt var Allan et familiemenneske.

Vore varmeste tanker går til Birgit, hans søn Andreas og den øvrige familie.

Æret være hans minde.

Pva. Teknisk Landsforbund

Peter Thyregod, regionsformand i TL Nordjylland