Multimøbel vinder pris
Da FSC Design Award blev uddelt sidst i 2019, blev deltagerne især målt på, hvor bæredygtige deres møbel var. Arabesk løb med prisen. Møblet består af en træskammel med en skuffe i, men når man stabler flere af dem, bliver de til en kommode.
“Ideen udsprang af, at jeg synes, der er for mange møbler, der gør for lidt. Jeg kiggede mig for eksempel omkring hjemme i min egen stue og fik øje på en stabel gæstestole. Jeg spurgte mig selv: hvorfor kan de egentlig ikke noget mere?” siger Morten Schnedler Jørgensen, nyuddannet møbeldesigner fra VIA University College.
Han satte sig for at skabe et møbel, som havde flere funktioner. Materialet blev FSC-certificeret egetræ.
“Jeg har forsøgt at designe et solidt træmøbel, der også konstruktionsmæssigt og æstetisk kan holde i lang tid,” siger han.
Dommerpanelet understregede bl.a., at form, funktion og æstetik går op i en højere enhed, og at produktet er helstøbt og interessant, samtidig med at det er bæredygtigt.
“Bæredygtighed er en rød tråd i alt, hvad jeg laver, og har været det gennem mit studie. Ikke kun fordi, det er oppe i tiden, men fordi, jeg tror på, det er den næste landvinding for designere,” siger han.
Tur til Vietnam
Ud over æren har Morten Schnedler Jørgensen vundet et samarbejde med møbelproducenten ScanCom International, så de sammen kan udvikle Arabesk-prototypen. Det betyder bl.a. en tur til ScanCom Internationals fabrik i Vietnam.
Morten Schnedler Jørgensen er både stolt og spændt. Dels fordi selve turen bliver en stor oplevelse, og dels fordi han med Arabesk er med i en udvikling, han mener, vi kun har set begyndelsen af.
“Nu har vi designere regnet det meste ud om funktion og æstetik. Derfor er bæredygtighed et helt naturligt næste skridt,” siger han.
Morten Schnedler Jørgensen står bag møblet Arabesk, der vandt FSC Design Award.