Susan Langkilde_kv_1200p.jpg

”Når du arbejder med børn, er det her og nu det foregår”

Jobprofil Audiologiassistent Susan Langkilde arbejder med børn med høretab. Det kræver lidt tålmodighed og pædagogisk sans, men når hun oplever barnet åbne sig mod verden, er det det hele værd.

Det første man bemærker, når man ankommer til audiologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital er, hvor stille der er.

Det blå-grå linoleum nærmest suger fodtrin til sig, og i venteværelset høres ikke en lyd. Kun skarpe smæk fra de lydtætte døre bryder fra tid til anden stilheden.

Det virker kun passende, på en måde ligefrem respektfuldt, overfor de mennesker der kommer her: Patienter fra 0–100 år, der på den ene eller anden måde har problemer med hørelsen.

Audiologiassistent Susan Langkilde har været på afdelingen, hvor hun også er uddannet, i 12 år. Hendes arbejde består i at lave høreprøver og tilpasse høreapparater på især børn. Noget der kræver lidt mere end bare teknisk viden.

”Man skal være pædagogisk og have lidt tålmodighed,” siger hun med et smil, der tydeligt viser, hvor meget hun holder af at arbejde i øjenhøjde med børnene.

Susan Langkilde når typisk at høreteste 8-9 børn på en dag. Hvordan prøverne foregår, afhænger af, hvor store børnene er. Helt små børn bliver testet ved hjælp af lyd, der sendes ind i ørerne, mens børn fra tre år bliver testet ved hjælp af lege-elementer som puslespil. Fra skolealderen høretestes børn ligesom voksne, ved at trykke på en knap, når de hører en lyd.

Leg med lyd

3-årige Lasse har tidligere haft problemer med ørerne, men er tilsyneladende er vokset fra det. Det vil dagens test vise. Lasse har været på afdelingen flere gange, og er ikke det mindste genert. Med et stort smil hopper han ind i det lydtætte lokale, der bruges til høretest af børn og op i højstolen.

Susan Langkilde finder en stak farvestrålende puslespil frem, af den slags med brikker, der skal lægges tilbage på den tegning, der passer til brikken. Valget står mellem lastbiler, udrykningskøretøjer og dyr fra zoologisk have. Lasse vælger et med lastbiler i alle mulige farver og udformninger, tager den røde og sætter den prompte tilbage på pladen.

”Det er rigtigt Lasse, men herinde gør vi det sådan, at de først må komme derned, når de hører en lyd,” siger Susan Langkilde. ”Nu skal du se, hvordan vi gør.”

Hun lægger nogle store hovedtelefoner på bordet ved siden af Lasse og demonstrerer, at der kommer en høj lyd ud, når hun holder en puslespilsbrik op til dem. ’Duuuuuut’, lyder det ud i rummet, for hendes kollega, der sidder bag en glasrude og holder styr på målingerne på en computerskærm, har skruet højt op for lyden. Lasse lytter koncentreret, mens Susan Langkilde demonstrerer fremgangsmåden en gang til. Da hun kan se, at han har fanget den, er det hans tur. Han holder brikken hen til høretelefonen og bryder ud i et stort smil, da han også kan få den til at sige ’duuuuut’.

”Kunne du høre, at det var en lidt anden lyd? Der er mange lyde derinde!”

Tegning af et øre

Så er det tid til den egentlige test. Nu skal Lasse have høretelefonerne på.


Susan Langkilde

  • 51 år
  • Bosat i Aalborg
  • Har arbejdet som audiologiassistent på Aalborg Universitets Hospital i 12 år

 

Høreprøver på børn

Susan Langkilde laver høreprøver på børn i alle aldre, men fremgangsmåden er ­forskellig, alt efter hvor gammelt barnet er.

0-8 mdr: Spædbørn bliver hørescreenet ved hjælp af en såkaldt otoakus­tisk ­emission, hvor der bliver sendt et signal med en lyd ind, hvorefter der kommer
et ekko fra det indre øre. Kan man ikke få det ekko igennem, kan det skyldes et ­høretab, og der foretages derfor en ­yderligere måling på hørenerven.

8 mdr-2,5 år: Småbørn sidder på ­knæene af forældrene, og skal vende sig om efter lyden for at få en visuel belønning i form af en videosekvens.

3-6 år: Her sidder barnet ved et bord og laver puslespil. Hver brik skal op og ’lytte’ til en høretelefon, før den bliver lagt på.

7 år til voksen: Høreprøven udføres
ved at barnet eller den voksne hører en lyd og efterfølgende skal trykke på en knap.

Nedsat hørelse er en folkesygdom

Omkring 800.000 danskere har nedsat hørelse i et eller andet omfang, og i fremtiden bliver der sandsynligvis endnu flere. Blandt andet fordi vi ­lever længere, men også fordi vi i stigende grad udsætter os selv for støj.

Kilde: Høreforeningen.

”Nu skruer jeg ned, så lydene bliver så små, at man næsten ikke kan høre dem,” siger Susan Langkilde, ”så du skal holde brikkerne helt op til øret, og så snart lyden er der, må de komme på plads. Også selvom det kun er en lille muse-lyd, du kan høre.”

”Det er den samme lyd,” siger Lasse, mens hans øjne lyser op.

Det her er en sjov leg.

”Og den samme … igen”.

”Arh … de er faktisk lidt forskellige, det er bare sådan nogle bittesmå lyde,” siger Susan Langkilde.

Nu begynder der at gå sport i det. Resten af lastbilerne ryger hurtigt hen til høretelefonen, så de kan ’høre’ lyden, og så ned på brættet, hvor de hører til. Plonk, plonk, plonk.

Susan finder endnu et puslespil frem med forskellige køretøjer, blandt andet en politibil, en ambulance og en brandbil. Lasse starter med brandbilen og tager de andre i hurtig rækkefølge.

Nu går det så stærkt, at en enkelt brik bliver lagt på pladen, uden at ryge op til høretelefonerne.

”Hov, nåede han at høre lyden?” spørger Susan med smil i stemmen. ”Nåeh nej.” Han skynder sig at løfte politibilen op, så den kan få lyden med, og smækker den hurtigt på plads med et tilfreds. ’Så’.

Undervejs kigger Susan Langkilde af og til ind til sin kollega, der sidder bag en rude og tjekker resultaterne på et såkaldt audiometer. Skal de lige tage den en gang til? Skal der skrues op eller ned?

Der er altid to audiologiassistenter til en høretest, og samspillet mellem dem er vigtigt, særligt når det gælder børn.

”Vi er ret afhængige af, at vi kender hinanden godt. Hvis der er en, der er syg, kan det godt være svært at få en med, der ikke er vant til at være med under en børneundersøgelse. Det handler meget om erfaring, man kigger lige på hinanden: ’Skal vi gøre sådan eller sådan?’ For med børn er det meget lige nu og her det foregår. Man skal være klar, når de er det.”

Den næste test tegner et billede af Lasses hørelse på en computerskærm, et såkaldt tympanometer, der måler trykket i mellemøret. Mønstre i klar blå, gul og rød flyder over skærmen som en bølge.

”Det er dit øre,” siger Susan Langkilde. Lasse siger ikke noget, han er helt opslugt af farverne. Bølgeformen viser, at der er luft i mellemøret og at trykket er fint.

Det samme er Lasses hørelse. Heldigvis.

En ny verden åbner sig 

Så er testen færdig, og Lasse får lov til at vælge en lille gave fra en æske. Han vælger en sort-grå racerbil, og hopper hen til sin mor og beder hende om at pakke den ud, mens han ivrigt sammenligner testen med, at hans far nogle gange giver ham lov til at se iPad med høretelefoner på. Så det kun er ham, der kan høre, hvad der sker.

Susan Langkilde fortæller, at langt de fleste børn heldigvis oplever det som en sjov leg at blive høretestet på den måde, og det er meget vigtigt, at de får en god oplevelse.

”Nogle af de børn vi får ind, har måske haft nogle lidt trælse oplevelser ved en hørelæge. Men hos os gør vi meget ud af, at de bare skal lege med lyden. Børnene skal have det godt og være fortrolige med at komme her, derfor gør vi alt helt nede på deres plan. Nogen er rigtigt hurtige til at fange det, mens andre lige skal komme en 2-3 gange, hvor vi når lidt mere hver gang.”

Som audiologiassistent er det noget helt særligt at være med til at give et lille barn mulighed for at høre verden – måske for første gang.

”Når det er nogen, hvor man har opdaget et lidt større høretab, er det ret fantastisk at se, hvordan de ligesom åbner op, når der kommer lyd på. Det er en helt ny verden for dem.”

En varieret arbejdsdag

Susan Langkilde valgte selv at blive audiologiassistent, fordi hun havde et barn med høreproblemer.

”Jeg arbejdede i butik, men ville gerne noget andet, og gennem min søn blev jeg interesseret i audiologien. Noget af det jeg rigtigt godt kan lide ved jobbet er, at det både har tekniske udfordringer og en meget pædagogisk tilgang. Det kræver, at man er god til at snakke med folk. Det handler ikke bare om at tilpasse høreapparater eller lave høretests.”

Arbejdsdagen er slut, og Susan Langkilde henter sine ting på sit kontor, der ligger umiddelbart over det lokale, hvor hun netop har udført høreprøver. Et skrivebord står midt i lokalet, men langs væggene er hylder tæt pakket med små æsker med høreapparater og tilbehør. En del af Susan Langkildes job er nemlig at være ansvarlig for, at afdelingens lager af høreapparater og tilbehør altid er fyldt op.

”Det er dejligt at arbejde med så mange forskellige ting. Det bliver aldrig det samme og det samme. Men jeg kan bedst lide at arbejde med børnene – hvis jeg nu skal vælge.”