PaaTur1305.jpg

Når sytråd er en videnskab

Design Sytråden var aftenens røde tråd, da TL Fyn bød inden for til rundvisning og foredrag i tekstilværkstedet i Odense.

”Jeg flytter ind. Simpelthen,” udbryder et TL-medlem begejstret, mens hun bliver introduceret til en af aftenens mange maskiner - en såkaldt tekstilprinter, der muliggør tryk af fotos direkte på t-shirts.

Maskinen er en fast del af inventaret på det mediegrafiske værksted på Kulturmaskinen i Odense, hvis øvre etager er et rent mekka for kreative sjæle. Værkstedet er således det tredje, som en lille gruppe af TL-medlemmer er blevet vist rundt i denne aften.

Inden da har de været forbi husets lerværksted og ikke mindst tekstilværkstedet på sjette etage, som er aftenens omdrejningspunkt. Her kan man komme ind fra gaden og sy, strikke, brodere, farve, trykke og meget mere med hjælp fra værkstedets maskiner og personale.

Tekstilværkstedet kan benyttes af alle og enhver til meget billige penge og er således et relevant bekendtskab for især de TL-medlemmer, der arbejder med tekstiler til dagligt og jonglerer hjemmevant med begreber som sømrynker og batiktryk.

Tekstilværkstedet

  • Ligger i Kulturmaskinen i centrum af Odense.
  • Rummer bl.a. symaskiner, ­broderimaskiner, overlockere og en cover stitch-maskine.
  • Værkstedet er åbent for alle.
  • TL kan formidle temaaftenener og rundvisninger i værkstedet.

kulturmaskinen.com

Vidste du?

At du kan tilmelde dig TL's kursusagent og få en mailo, når der er et nyt arrangement i dit lokalområde.

TL.dk/kursusagent

Foruden rundvisningen byder aftenen på et foredrag om vigtigheden af at vælge den rigtige tråd. Ikke den røde af slagsen fra Shubidua, men sytråden. Den, der udgør bare 1 % af kostprisen på et stykke tøj, men 40-50 % af kvaliteten, som oplægsholder Jes Peter Jensen bemærker det.

Han er salgschef i B. Struve Garngården, der blandt andet sælger sytråd fra Gütermann, en af verdens førende producenter på området. Alene Gütermanns 42 patenter understreger, at en tråd ikke bare er en tråd.

”Det er en videnskab,” understreger Jes Peter Jensen.

”Og inden for de seneste fem år er der sket mere inden for sytråd, end der er sket de sidste tyve år.”

Gik hjem med ny viden
Udviklingen i branchen går mod mere og mere elastiske stoffer og tyndere og tyndere sytråd, fortæller Jes Peter Jensen. Under-vejs i sit oplæg kommer han med gode råd til valg af såvel tråd som nål og besvarer spørgsmål fra de tydeligvis syentusiatiske tilhørere.

”Man kan virkelig fornemme, at oplægs­holderen ved rigtig meget. Noget af det vidste jeg godt i forvejen, men jeg går også hjem med ny viden. Særligt i forhold til hvor vigtig tråden er for den endelige kvalitet,” lyder det efter­følgende fra tekstilfor-midler Anja Andersen.

Den 26-årige fynbo kendte godt til Tekstilværkstedet i forvejen, men har aldrig sat sine ben der. Hun kan dog godt se sig selv bruge værkstedet i fremtiden.

”Jeg har faktisk aftalt, at jeg skal herned med en veninde, som gerne vil lære at brodere. Så det vil jeg lære hende,” siger Anja Andersen, mens sysnakken stadig kører i baggrunden.

Aftenen er tydeligvis langt fra slut endnu.