Ny aftale forlænger dagpengeret for ledige

TL Nyt Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en aftale, der forlænger dagpengeretten for ledige.

Personer, der opbruger deres dagpengeret i perioden fra 1. november 2020 og indtil 1. november 2021, vil få forlænget deres ret til dagpenge med to måneder.

Det fremgår af en ny aftale, som regeringen har indgået med et bredt flertal af Folketingets partier.

”Regeringen har skærpet corona-restriktionerne for at få smitten under kontrol. Det rammer ledige, som får sværere ved at finde et nyt job. Derfor er det glædeligt, at regeringen samtidig forlænger hjælpepakkerne, så de ledige ikke mister retten til dagpenge,” siger Lone Varslev-Pedersen, der er a-kasse-chef i TL.

Som en del af aftalen forlænges også retten til sygedagpenge med tre måneder. Og endelig bliver afsat 60 millioner kroner til opkvalificering af ledige.