Ny jobportal søger bredt: Sådan hjælper den dig til at finde dit næste job
Når man er på jagt efter et nyt job, skal det gerne være så nemt som muligt, så tiden kan bruges på det vigtige. At skrive en god ansøgning og blive klar til jobsamtale for enden af kikkerten.
For netop at gøre det nemmere for medlemmer af Teknisk Landsforbund og Teknikernes A-kasse har vi nu lanceret en ny jobportal, TL Job, hvor brugervenlighed er i fokus.
Og det bliver ikke meget nemmere end med TL Job. Du bruger blot søgeren, som du ville bruge søgemaskinen Google.
Hvis du eksempelvis er på jagt efter et job som produktionsteknolog i Jylland, skriver du blot “produktionsteknolog jylland” i søgefeltet, hvorefter alle resultater dukker op.
Herefter har du mulighed for at “fintune” din søgning og gøre den mere specifik ved hjælp af en række forslag fra søgemaskinen.
Du kan også gøre din søgning endnu mere specifik for at "si de jobs fra", du på forhånd ved, ikke har interesse for dig. Det kan eksempelvis være, at du kun vil se fuldtidsstillinger. I så fald kan din søgning være “produktionsteknolog jylland fuldtid”.
Resultaterne, altså de jobs, TL Job foreslår efter din søgning, vil være hentet bredt fra internettet. Søgemaskinen søger nemlig på jobopslag fra jobportaler, virksomheder, vikarbureauer, kommuner, regioner og Jobnet.
Yderligere er TL Job en intelligent søgefunktion, da den har indbygget stavekontrol og kan forstå synonymer. Det vil sige, at søgemaskinen finder jobopslag for produktionsteknologer, selvom du skulle have stavet ordet forkert. Den finder også stillinger som projektchef, selvom du har skrevet projektleder, da "leder" og "chef" er synonymer.
Desuden vil søgemaskinen også finde stillinger i nærliggende kommuner og byer i forhold til din søgning, så du ikke misser et godt jobopslag i eksempelvis Varde, hvis du har søgt på Esbjerg.
TL Job er tilgængelig allerede nu, men vil på sigt blive udvidet med flere funktioner.
I fremtiden bliver det eksempelvis muligt at oprette jobagenter og søge job direkte igennem TL Job. Samtidig bliver det lettere for ledige at registrere jobsøgning med integration af det såkaldte Joblog, som ledige dagpengemodtagere skal gøre brug af - så skal du kun registrere jobsøgning ét sted.