Nyt firma vil sælge demokratiske møbler
“Udgangspunktet er en helt klassisk pindestol,” konstaterer Henrik Taudorf Lorensen om en af stolene.
Den er ligesom de andre i træ og kan skilles ad og fragtes i en flad boks, når den er bestilt over nettet.
Han har en fortid hos blandt andre B&O og LEGO og står bag det nye firma TAKT, som sælger miljøcertificerede designerstole.
Afsættet er design, som er skandinavisk i sin formgivning, og som med sine 1.700-1.900 kroner stykket ikke er forbeholdt de få.
“Går man tilbage til 1950’erne, var det jo de store koryfæer som Børge Mogensen og Wegner, der designede til den almindelige dansker. Vi er netop inspireret af den demokratiske tilgang til design,” siger Henrik Taudorf Lorensen, der ikke mener, at designermøbler behøver at være dyre investeringsobjekter.
Mellemled skåret væk
“Kvalitet behøver ikke koste så meget. Der er rigtig mange led, fra at håndværkeren laver produktet, til at det står hos slutkunden. Mange af de led kan man skære væk nu, så vi kan levere samme produkt.”
Bag de første møbler står henholdsvis en finsk, en dansk og en engelsk designer, der arbejder sammen med virksomhedens team af designere fra B&O, Arkitektskolen og Kunstakademiet.
“Vi kalder det dansk design med globalt udsyn. Det betyder for eksempel ærlighed i materialevalg, og at designet er meget funktionsbaseret,” siger Henrik Taudorf Lorensen, der håber, at danskerne vil bemærke de nye møblers bæredygtige profil.
“Det handler selvfølgelig om, at det ligger i tidsånden lige nu, men som jeg ser det, er det uden for diskussion, at vi som nyt designbrand skal gå forrest,” siger han.
Henrik Taudorf Lorensen
- Uddannet atomfysiker.
- Stifter af og adm. direktør for TAKT.
- Har været direktør for en teknologivirksomhed i London.
- Har tidligere arbejdet for B&O som adm. direktør for B&O PLAY, og for LEGO som digital direktør.