Tek0222 1305X675px 4

Nyt job? Sådan bliver du afklaret

Tema: Sådan får du drømmejobbet Det første skridt mod et nyt og spændende job er at blive afklaret omkring dine ønsker og prioriteringer.

Teknikeren har spurgt flere rekrutterings­eksperter, hvilke gode råd de vil give til folk, der allerede har gang i karrieren, men ønsker sig en ny arbejdsgiver – eller som vil skærpe deres profil yderligere og dermed komme i headhunternes søgelys.

Det første store spørgsmål er selvfølgelig: Hvad vil du egentlig gerne?

Forstå din mission

Louise Dinesen er erhvervspsykolog og har over 15 års erfaring med at rådgive folk om arbejdsliv og karrievalg. Hun anbefaler, at man skal starte med at se indad. Hvad kan jeg, og hvad vil jeg? Mange har måske tendens til at fokusere for meget på de faglige kvalifikationer, men det personlige drive og ikke mindst værdierne har stor betydning for glæden ved arbejdet.

“Afklaring af kompetencer og drømme handler ikke kun om at skærpe sin faglighed, men også om at blive skarpere på ens egne værdier,” siger hun. Man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg med verden? Eller man kan reflektere over: Hvad er det for en mission, jeg har i mit arbejdsliv?

“Derfra kan tankerne gå videre til den virksomhed, man ønsker at arbejde for eller har kig på: Så hvad vil jeg med den organisation, jeg potentielt træder ind i?”

Vær åben om ønsker

En anden vigtig pointe er, at man ikke kan tænke sig frem til en afklaring alene. Louise Dinesen anbefaler, at man åbner op om sine ønsker og tanker om egne kvalifikationer over for gode venner eller kolleger, man er fortrolig med.

“Afklaring opstår ikke af sig selv i et lukket rum, hvor mennesker sidder alene og tænker ­tanker, men snarere i mødet med verden,” siger hun og uddyber:

“Det er lidt som at asfaltere, mens man går. Afklaringen sker løbende og i mødet med andre mennesker og de input, man får fra dem. Det kan være, at din omgangskreds ser dine styrker ­anderledes end dig selv, og de kan udfordre dig i din selvforståelse og spørge ind til værdierne.”

Skab selv dit job

Er du allerede i gang med at kigge på stillings­opslag, og bruger du dem som facitlister på, hvad nye kandidater skal kunne på en given arbejdsplads – så kan du godt slappe lidt af.

“Når man ser på ledige stillinger og jobbeskrivelser, skal man huske, at man ofte kan være med til at præge en stilling, hvis arbejdsgiveren gerne vil have ens profil. For verden er meget foranderlig, og behovene ændrer sig alligevel hele tiden. Så vær ikke bange for at række ud efter noget, der måske ikke matcher helt perfekt på papiret,” siger Louise Dinesen og uddyber:

“Vi lever jo i accelerationssamfundet, hvor den teknologiske udvikling går ekstremt stærkt. Det betyder, at både arbejdsgivere og medarbejdere bliver nødt til at tilpasse sig behovene løbende, og vi bliver mere fleksible i vores karrierer.” 

Et godt råd er også at gå mindre efter titler og stillingsbetegnelser og mere efter organisationer med matchende mål og værdier.

Elevatortalen

Når du møder interessante personer fra dit netværk, som skal vide, hvad du kan og vil, så er det godt at have øvet den såkaldte ’elevatortale’. Det er en ultrakort præsentation af dig selv, som ville kunne siges i en elevator mellem to etager. Her er kun tid til overskrifter. Hvad er det vigtigste? Skriv den ned og se, om du kan gøre pointerne endnu kortere og endnu skarpere.

Husk!

Når du sender en ansøgning – uopfordret eller til jobopslag – så fokuser altid på den forskel, du kan gøre for arbejdsgiveren. Hvordan kan din faglige profil og unikke erfaring løfte netop deres forretning? Kom gerne med konkrete idéer.

4 trin til afklaring af dine jobønsker

1:
Undersøg dine tidligere jobsuccesser og beskriv komponenterne i ’det gode arbejde’: Hvad var til stede i de jobs, hvor du tidligere havde det allerbedst?

2:
Find ud af, hvor dine kompetencer møder omverdens behov: Har jeg et særligt speciale, som andre har brug for, og som vil stille mig stærkt?

3:
Drøft dine karrieredrømme med en god ven eller kollega, der kan udfordre det, du tænker og tror om dig selv.

4:
Gør det klart, hvilke værdier du står for og overvej, hvordan du kan undersøge værdierne hos den organisation eller chef, du potentielt skal arbejde for. Spørg f.eks. ”hvordan kan man se jeres værdier udlevet i praksis”? eller ”hvad vil du som leder ikke gå på kompromis med”? 

Kilde: Louise Dinesen, erhvervspsykolog og coach

Louise Dinesen

  • Erhvervspsykolog og executive coach, Dinesen & You.
  • Har mere end 15 års erfaring med coaching og rådgivning af mennesker i arbejdslivet. Hendes speciale er ­udvikling af det bæredygtige arbejdsliv.