Foto Audiologi

Nyt kursus til audiologiassistenter

Audiologi Syddansk Universitet og TL har i samarbejde udviklet et kursusforløb målrettet audiologiassistenter.

Mange danskere lider i dag af tinnitus eller hyperakusis, som er overfølsomhed over for lyde. For mange er generne så store, at deres livskvalitet er betydeligt nedsat.

På Syddansk Universitet forskes der i psykoakustik, som handler om, hvordan lyde påvirker mennesker. Her holder man også øje med udviklingen inden for diagnosticering og behandling af lidelser som tinnitus og hyperakusis.

Denne viden skal nu videre til de audiologiassistenter, som dagligt hjælper danskere med ondt i hørelsen.

Målrettet uddannelse

Teknisk Landsforbund har sammen med SDU udviklet et kursusforløb målrettet audiologiassistenter og andre med en uddannelse i audiologi.

Uddannelsen, som foregår i efteråret 2021, består af 10 lektioner inklusiv en afsluttende eksamen.

Den første lektion vil kræve fremmøde på SDU's campus i Odense, men resten af undervisningen og eksamen vil foregå online.

Uddannelsen er åben for alle med en uddannelse inden for audiologi, men for medlemmer af Teknisk Landsforbund vil kursusgebyret være nedsat med 1.500 kr.

Netværk håber på tilslutning

I Teknisk Landsforbunds faglige netværk for audiologiassistenter, som er en lille, specialiseret medlemsgruppe, er der stor tilfredshed med det nye kursusinitiativ:

”Vi er stolte af, at vi kan præsentere et efteruddannelsestilbud specifikt målrettet audiologiassistenter. Det har været et langt sejt træk, og vi håber, at mange vil tage godt imod det,” siger Irene Loise Kjærgreen, formand for TL’s faglige netværk for audiologiassistenter.

Læs mere om kurset i Psykoakustik, tinnitus og hyperakusis på SDU’s hjemmeside.