Nytårshilsen fra forbundsformanden
Kære medlem
Goddag til 2021 og farvel til et 2020, der på mange måder gerne må gå i glemmebogen. Der stod corona over det meste af sidste år, men lad os håbe, det ikke bliver tilfældet på samme måde i år. Den kommende tid vil dog stadig kræve meget af os alle sammen, og vi vil i TL og fagbevægelsen fortsat have vores fokus på, hvordan vi holder hånden under arbejdspladser, uddannelser og de mange ledige.
Sidste år indgik vi i fagbevægelsen en lang række trepartsaftaler med regeringen, der blev bakket op af brede flertal i Folketinget. Jeg håber, vi kan fortsætte med at sikre danske virksomheder og dermed arbejdspladser, og at vi får givet de ledige nogle ordentlige og fair vilkår.
I TL vil 2021 blive året, hvor vi sætter en ny kurs for vores medlemsdemokrati og medlemsservice. På kongressen i oktober vedtog vi en ny politisk struktur med fem nye regioner, og i november 2020 blev der valgt formænd, næstformænd og bestyrelser i fire af de fem nye regioner. Vi vil fortsætte med at søge indflydelse lokalt og regionalt, så vi skaber de bedste vilkår for dig og dine kolleger.
Når det drejer sig om den direkte medlemsservice mellem dig og TL, så vil 2021 også byde på ændringer. TL’s hovedbestyrelse besluttede sidste år at samle medlemsservicen på tre lokationer i Fredericia, Viborg og Hovedstaden. De endelige lokationer er ikke på plads endnu, men du får selvfølgelig besked, når det sker. Indtil videre er vi som altid klar ved telefoner og tastatur.
Jeg tror og håber, at du i 2021 vil opleve et stærkere TL, der står klar, når du behøver det, og som kæmper for, at du får endnu bedre løn- og arbejdsvilkår. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så glæder jeg mig til, at 2021 bliver året, hvor vi kan vinke farvel til corona og igen sige goddag til et liv med håndtryk, kram og endnu mere menneskeligt samvær på jobbet og i fritiden.
Godt nytår!
Jannik Frank Petersen
Forbundsformand i Teknisk Landsforbund
Jannik Frank Petersen
Forbundsformand i TL