Ok20start1305

OK20 forhandlingerne begynder i dag

TL Nyt I dag begynder forhandlingerne om de privatansattes overenskomster. CO-industri sætter sig til forhandlingsbordet sammen med Dansk Industri for at forhandle en fornyelse af industriens overenskomster.

På en grå og våd januarmorgen var en delegation TL’ere mødt frem foran Industriens Hus. Her mødtes de med repræsentanter for andre fagforeninger.

”Vi er kommet for at sende et klart signal om opbakning til vores forhandlere og vise dem, at vi som fagbevægelse står sammen og også vil have et ordentligt resultat ud af overenskomstforhandlingerne,” siger Jimmi Eiberg, der er formand for TL København.

Udover TL København deltager også HK Service Hovedstaden, Dansk El-Forbund København, Blik & Rørarbejderforbundet Kreds København, 3F København, HK it, medie & industri København, Malernes Fagforening Storkøbenhavn.

”Jeg kan se, at BUPL også er kommet - endda med en kaffevogn - selvom det ikke engang er deres overenskomst, som skal forhandles. Det er fedt at se,” siger Jimmi Eiberg.

Den kommende måned skal industriens to parter forsøge at blive enige om en fornyelse af Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst.

De to overenskomster kommer til sammen til at gælde for 260.000 medarbejdere i 6.000 virksomheder.

Fornyelsen af de to store overenskomster vil udgøre grundlaget for de øvrige forhandlinger på det private område.