OK21: Forhandlinger går ind i afgørende fase
Forhandlingerne om de kommende års løn- og arbejdsvilkår for ansatte i staten, kommunerne og regionerne går nu ind i en afgørende fase.
Endnu er parterne ikke nået til enighed, men der er håb forude.
”Vi er endnu ikke blevet enige, men i modsætning til OK18, hvor forhandlingerne gik i hårdknude, så har jeg en tro og et håb på, at vi nok skal nå hinanden denne gang,” siger Jannik Frank Petersen, forbundsformand for Teknisk Landsforbund.
Staten kommer først
Traditionelt plejer det første forlig at komme på statens område, der dermed er toneangivende for forligene for kommuner og regioner.
Fælles for alle tre områder er, at man fra de faglige organisationers side forventer en sikring af reallønnen. Det betyder, at lønnen som minimum stiger i takt med inflationen, så du får lige så meget ud af at gå på arbejde, som du plejer.
Som offentligt ansat medlem i TL får du direkte besked på e-mail, når der er en aftale i hus på din overenskomst.
Du kan følge forhandlingerne på tl.dk/ok21.
Tidsplan for OK21
- December 2020: Kravsudveksling med arbejdsgiverne
- Januar 2021: Generelle forhandlinger (fælles aftaler)
- Februar 2021: Organisationsforhandlinger (TL’s overenskomster)
- Februar/marts 2021: Forhandlingerne forventes afsluttet
- Marts/april 2021: Overenskomsterne forventes til afstemning