OK21: Reallønnen skal sikres
Reallønnen skal sikres for de offentligt ansatte.
Det var hovedkravet fra de faglige organisationer, da de i dag udvekslede krav med de offentlige arbejdsgivere.
Udover en sikring af reallønnen, så går man efter fritvalgsordninger, hvor du kan vælge mellem løn, pension og frihed.
I TL ser man frem til forhandlingerne, der starter i det nye år.
”Selvom 2020 har været præget af corona, så kan vi se, at det går bedre og bedre med dansk økonomi. Derfor mener vi, at der er plads til lønstigninger, som sikrer reallønnen de kommende år,” siger Jannik Frank Petersen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund.
En sikring af reallønnen betyder, at lønnen som minimum stiger i takt med inflationen, så du får lige så meget ud af at gå på arbejde, som du plejer.
Et sundt arbejdsliv
TL peger også på, at arbejdsvilkårene skal forbedres for de offentligt ansatte, der mange steder har haft ekstra travlt på grund af corona.
”Arbejdspresset stiger for offentligt ansatte. Alle har ret til et sundt og sikkert arbejdsliv, og hvis det offentlige skal kunne tiltrække og fastholde kompetente og nytænkende medarbejdere, så skal løn- og arbejdsvilkårene følge med tiden. Det har vi en fælles interesse i,” siger Jannik Frank Petersen.
De offentlige overenskomstforhandlinger omfatter forhandlinger for ansatte i stat, kommuner og regioner.
Krav til OK21
De faglige organisationers generelle krav
Arbejdsgivernes generelle krav
Du kan finde TL’s særlige krav på de enkelte overenskomster på tl.dk/ok21 under Kommuner, Regioner og Staten.
Tidsplan for OK21
- December 2020: Kravsudveksling med arbejdsgiverne
- Januar 2021: Generelle forhandlinger (fælles aftaler)
- Februar 2021: Organisationsforhandlinger (TL’s overenskomster)
- Februar/marts 2021: Forhandlingerne forventes afsluttet
- Marts/april 2021: Overenskomsterne forventes til afstemning