love_on_job_13_1760.jpg
TL’er Mette Behrends Poulsen og hendes mand, Lars Bo Poulsen, mødte hinanden på Coloplast i 1987.

Opmåling førte til ægteskab og to børn

Tema: Kærlighed på jobbet Teknisk assistent Mette Behrends Poulsen blev ramt af Amors pil ved en opmåling i en produktionshal på Coloplast. Og hun er ikke alene, for op mod 20% af TL’s medlemmer har mødt deres udkårne på jobbet, viser Teknikerens undersøgelse.

 

TL’er Mette Behrends Poulsen og hendes mand, Lars Bo Poulsen, mødte hinanden i 1987. Hun var 23, han var 26, og de var begge relativt grønne på Coloplast.

For mens han var kommet til virksomheden året forinden som plastingeniør, var hun ved at uddanne sig til teknisk assistent og i praktik.

”Jeg var så heldig at have flere praktikpladser at vælge imellem, men jeg valgte Colo­plast, fordi virksomheden for mig fremstod som bundsolid,” siger Mette Behrends Poulsen.

Hendes valg skulle senere vise sig at være særdeles godt. Af flere årsager.

I sensommeren 1987 havde Lars Bo Poulsen nemlig fået ansvaret for et nyt produkt, der skulle sættes i produktion. Nu stod han og skulle have hjælp til opmåling i en produktionshal.

”Vi skulle blandt andet finde plads til montage- og skummaskiner, inden vi kunne starte produktionen op,” husker Lars Bo Poulsen.

Han forhørte sig om hjælp rundt om på Coloplast, og opgaven landede tilfældigvis på Mette Behrends Poulsens skrivebord.

”Jeg tænkte, at det lød som en sjov opgave og som et fint afbræk i den normale arbejdsdag,” siger hun og tilføjer:

”Og så blev jeg også lidt genert, for jeg syntes jo, at Lars var lidt sød.”

Fra kollega til kæreste

Lars Bo Poulsen havde også forinden lagt mærke til Mette Behrends Poulsen. Men det var først, da opgaven bragte dem sammen, at de begyndte at tale sammen.

”Vi fandt ret hurtigt ud af, at der var en god kemi mellem os,” siger Lars Bo Poulsen.

”Ja, man finder jo lynhurtigt ud af den slags,” tilføjer Mette Behrends Poulsen med et smil.

Ifølge hende blev opgaven dog løst på professionel vis som et almindeligt samarbejde mellem to kolleger. Det var også først senere, at bekendtskabet udviklede sig.

”Det var på en bytur halvanden måned efter, hvor vi tilfældigvis endte på samme diskotek i Helsingør,” siger Mette Behrends Poulsen og fortsætter:

”Lars kan godt lide at danse, og det kan jeg også, og vi endte med at danse hele natten.”

Nogle uger senere flyttede Lars Bo Poulsen ind i Mette Behrends Poulsens kælderlejlighed, og sådan gik det slag i slag.

Ægteskab ingen hindring

Der er nu gået 31 år, siden Mette Behrends Poulsen mødte Lars Bo Poulsen på Coloplast.
I mellemtiden er de blevet gift, har fået to børn og er flyttet i hus.

De arbejder begge på Coloplast, men i hver deres afdeling og nu også på hver deres lokation på Sjælland. ”Det har nok en betydning, at vi ikke sidder i samme afdeling og dermed kan undgå at komme i nogle dumme situationer,” siger Mette Behrends Poulsen.

”Ja, det tror jeg også. Det gør, at man er hævet over eventuelle mistanker om forfordeling af ægtefællen og lignende,” supplerer Lars Bo Poulsen, som er chef for en afdeling med 26 medarbejdere.

Når Lars Bo Poulsen indimellem har møder på lokationen i Humlebæk, hvor Mette Behrends Poulsen sidder til dagligt, sker det somme tider, at de spiser frokost sammen i kantinen. Men ellers plejer de at følges med hver deres afdeling til for eksempel fællesmøder og fester.

”Vi har altid haft den holdning, at vi er kolleger, når vi træder ind ad døren på arbejdet, og det betyder for eksempel, at vi ikke holder i hånd eller kysser hinanden på gangene,” siger Mette Behrends Poulsen og fortsætter:

”Det er ikke, fordi vi holder vores ægteskab hemmeligt, men jeg synes også, at det er et spørgsmål om ikke at sætte andre i forlegenhed.”

Undgå at slide på forholdet

Netop professionalisme er ifølge de to nøglen til at lykkes som ægtefolk og kolleger.

”Det er godt at have et filter, der gør, at du lige stopper op og tænker over, om det mon er en god ide med for eksempel direkte samarbejdsrelationer,” siger Lars Bo Poulsen.

"Ja, og for parforholdets skyld skal du også være opmærksom på, om arbejdet og privatlivet smelter for meget sammen. Det kan måske slide unødigt på forholdet,” siger Mette Behrends Poulsen, som tilføjer, at det ikke har været et problem for dem.

”Ligesom vi er kolleger, når vi træder ind ad døren på arbejdspladsen, så er vi ægtefolk, når vi går ud af den.”

Lars Bo Poulsen har kun i ét tilfælde oplevet, at konen har stukket hovedet frem på jobbet, fortæller han. Mette Behrends Poulsen har administratorrettigheder til med­arbejdernes julegaveønsker på Colo­plast, og det fandt Lars Bo Poulsen ud af.

”Jeg kan huske, at jeg på havde valgt en drone som julegave, men jeg endte med en plaid,” siger han, mens de begge griner.

 

Mette Behrends Poulsen

  • 54 år
  • Uddannet teknisk assistent, Helsingør Tekniske Skole, 1988
  • Service Coordinator i Facility Management, Coloplast A/S

Lars Bo Poulsen

  • 57 år
  • Uddannet plastingeniør, Helsingør Teknikum, 1984
  • Director, Global Operation Engineering, Injection Moulding, Coloplast A/S