Royal Cph 11
Den riflede tallerken skal have den rette hældning, så de royale musselblomster bliver så præcise som muligt.

På malerskole i kulturarvens højborg

På tur med TL Riflede porcelænstallerkner blev dekoreret med blå blomster, da ni kreative TL-medlemmer deltog i Royal Copenhagens malerskole i København.

Lyset falder blødt ind ad de sprossede vinduer, og lyden sænker sig til en tyst småsnakken blandt de ni kvinder, der har slået ring om selskabets tiende kvinde. Hun hedder Verica Zelcev og er blåmaler på 26. år hos Royal Copenhagen. Trukket tilbage fra Strøgets menneskemylder har kvinderne takket ja til at deltage i porcelængigantens malerskole, som TL’s faglige netværk Form og Design har arrangeret.

Denne søndag består opgaven i at male middagstallerkner med designer Karen Kjældgård-Larsens populære Mega Mussel-stel. Luften emmer af en forventningsfuld nervøsitet, men kvinderne er i kyndige hænder. Foruden at have malet mange tusinde stykker kongeligt porcelæn i sin lange karriere rejser Verica Zelcev verden rundt og underviser i det ædle håndværk. Hun står nemlig for undervisningen af Royal Copenhagens porcelænsmalere på fabrikken i Thailand, hvor størstedelen af stellet bliver til i dag. Faktisk er det kun det verdensberømte stel ’Flora Danica’, der stadig males i Danmark.

Penselhår af koøre og rensdyrmave

“Vi maler med to slags pensler. Den ene er fin 
og spids, og den bruger vi til de tynde ­streger. Den anden er lidt bredere og bruges til at udfylde blomsterne med lyseblå og mørkeblå farve. Til sidst maler vi de små blade på. ­Penslerne er ­specielle, fordi de enten af lavet af hår fra toppen af et koøre eller maven fra ­rensdyr. Meget andet har været prøvet, men de to er de eneste, der er stærke nok, fortæller Verica Zelcev og tilføjer:

“Når vi får penslerne, er de ikke spidsede, så hver maler har sin egen specielle saks, som vi bruger til at få den helt rette spids på den tynde pensel. Den skal gerne være som en gammeldags fyldepen.”

En klat blå maling

Hun løfter forsigtigt den rå porcelænstallerken halvt op fra bordet. Det er vigtigt, at den har den rette stilling, for penselhånden skal hvile på bordet, så stregen bliver jævn og uden rystelser. På en lille tallerken har Verica Zelcev gjort en klat blå maling klar. Den er ikke meget større end et gennemsnitligt hindbær, men rummer nok maling til hele ti tallerkner, når den fortyndes med vand. Jo mere vand, jo lysere blå. Den særlige blå maling er en af Royal Copenhagens store hemmeligheder, fordi ingen andre er lykkedes med at skabe en maling, der tåler så høje temperaturer som denne:

“Tallerkenen, I skal male i dag, er brændt første gang ved cirka 900 grader. Når den er malet færdig, kommer der glasur på, og til sidst bliver den brændt ved 1.375 grader. Det får den til at krybe 14%, så når I får jeres tallerken tilbage, vil den være en lidt mindre, fordi alt vand og luft forsvinder fra porcelænet,” forklarer Verica Zelcev.

En del af kulturarven

Med sikker hånd trækker hun den fyldepensspidsede pensel over det rå porcelæn, og snart springer det velkendte mega mussel frem på ­tallerkenen.

“Det ser så nemt ud,” udbryder en af kvinderne, men oplevelsen er en anden, da de få minutter senere har sat sig ved de små arbejdsstationer. Mens nogle er hurtige til at gribe penslen og trække de første blå streger, tager andre flere tøvende skyggestrøg, inden de sætter penslen mod porcelænet.

56-årige Yun Hee Kim er den første til at vende sin færdigmalede tallerken om og at skrive sine initialer på bagsiden. Til daglig er hun private label designer, og det kreative fylder meget i hendes liv:

“Royal Copenhagen er en del af vores kulturarv, og det er fantastisk at få lov at opleve, hvordan det bliver skabt. Jeg samler ikke på det, men jeg har en musselmalet paptallerken, der blev skabt under en stor konflikt på Royal Copenhagen i min barndom. Til daglig arbejder jeg som designer, så det her med at bruge hænderne er bestemt ikke fremmed for mig, fortæller hun.

I den modsatte ende af det smukke lokale sidder 34-årige Desi Nebelcheva, der til dagligt arbejder som tæppe­designer hos Ege Carpets i Ikast. Hendes store passion for keramik har dog fået hende til at tage den lange vej til København for at deltage i Royal Copenhagens malerskole:

“Det har været en kæmpe oplevelse, og jeg kan virkelig godt lide at male på keramik. I dag har jeg faktisk besluttet, at jeg vil prøve at skabe min egen keramik at male på, for jeg føler, det er meget afslappende og hyggeligt. Jeg rystede ikke engang på hånden undervejs, konstaterer hun.

Om fire-fem uger vil kvinderne modtage deres egen megamusselmalede tallerken med posten.