Clay Keramikmuseum08
Keramikmuseet indeholder keramik i alle afskygninger og tidsaldre.

På tur: keramikmuseet ved Lillebælt

Design Fra Flora Danica til moderne, keramisk kunsthåndværk. En gruppe TL-medlemmer fik et indblik i, hvor forskellig-artede genstande der kan komme ud af materialet ler.

Det er en kølig eftermiddag i december, og halvmånen skinner ned over de rundbuede gavle på herskabsvillaen Grimmerhus.

En gruppe TL-medlemmer er på vej indenfor i villaen, der udgør hovedbygningen i Clay Keramikmuseum Danmark i Middelfart.

Vi stimler sammen i et lille lokale med værker af afgangselever fra Det Kongelige Danske Kunstakademis designuddannelse på Bornholm. Pladsen er trang, og pludselig er det ved at gå galt, da en keramikskulptur fra Annelie Grimwade Olofssons værk Wasteland får et utilsigtet skub.

”Ups! Det er altså kunst!,” udbryder vores guide, Bodil Lütken, men heldigvis bliver værket stående på sin piedestal.

Unge holder liv i kunsthåndværket
Således kan rundvisningen begynde med en helt frisk påmindelse om, at den skrøbelige keramikkunst med få undtagelser ikke må berøres. Uddannelsen på Bornholm er efterhånden det eneste sted herhjemme, der uddanner keramikere, men afgangselevernes værker vidner om en ny generation, der står klar til at holde det traditionsrige kunsthåndværk i live.

”De her unge mennesker, der viser deres afgangsprojekter, har arbejdet på meget forskellig vis. Men noget af det karakteristiske ved dem er, at de prøver ting af – altså hvad kan man med materialet?,” siger Bodil Lütken.

Materialet er naturligvis ler, og det findes herhjemme i to primære afarter, rødler og blåler. Sidstnævnte får sin blålige farve fra uiltede jernforbindelser, mens rødleren i de øvre jordlag får sin rødbrune farve fra iltede jernforbindelser.

Lertøj brændes ved 900-1100 grader – stentøj ved lidt højere 12-1300 grader celsius. Faget har sin helt egen jargon med ord som begitning, pølseteknik, uranglasur og kvætsning.

Keramikmuseum siden 1994
For 52-årige Anni Lau Pedersen, der er teknisk designer, er det inspirerende at se de mange forskellige typer keramik på museet.

”Jeg interesserer mig selv for håndværk og har været på kursus i keramik. Det kunne være, at jeg skulle se at gøre noget mere ved det,” siger Anni Lau Pedersen.

Museet så dagens lys i 1994 under navnet Keramikmuseet Grimmerhus opkaldt efter villaen, som blev tegnet af arkitekten Johan Daniel Herholdt og bygget som enkesæde til Hindsgavl Slot fra 1856-57.

I 2015 skiftede museet navn til Clay Keramikmuseum Danmark ved indvielsen af en moderne tilbygning på 1.500 m2, som er bygget ind i skrænten med udsigt over Lillebælt.

I dag bryster museet sig af at være Nordens eneste specialmuseum for keramisk kunst, kunsthåndværk og design.

Et skatkammer
Tilbygningen huser bl.a. Skatkammeret – et udvalg af en samling på 55.000 stykker keramik doneret af Royal Scandinavia i 2010. Her finder man stribevis af oplyste glasmontrer med bl.a. Musselmalet stel, Mågestellet og Flora Danica.

Skatkammeret vidner om en rig, dansk historie med produktion af keramik og porcelæn hos Den Kongelige Porcelainsfabrik fra 1775 samt Bing & Grøndahl og Aluminia.

Uden for Skatkammeret udstilles et par hundrede tallerkener og kopper, som 50 keramikere har fortolket på hver deres måde. Her må der som en undtagelse gerne røres ved den udstillede keramik.

”Og nu til noget helt andet. Det er faktisk de mennesker, der udstiller i det her store rum, som vi kan takke for, at der overhovedet findes et keramikmuseum i Danmark,” siger Bodil Lütken, da vi slutter ved jubilæumsudstillingen Clay Today.

Her er der værker af de fem danske keramikere, der stiftede museet i 1994 – Peter Tybjerg, Nina Hole, Niels Huang, Birgit Krogh og Betty Engholm – samt amerikanske keramikere som Frank Boyden og Robert Shay.

Hvis man tror, at keramik kun er kopper, vaser og tekander, giver de vidt forskellige skulpturer her et friskt syn på mulighederne med ler.

Den mere frigjorte stil falder bedre i smag hos 67-årige Marius Ranch Kristensen, pensioneret bygningskonstruktør, end de sirligt udsmykkede stel, figurer og vaser i Skatkammeret.

”Man bliver helt forbavset, når man finder ud af, hvad man kan med ler. Jeg synes, det er fantastisk, at folk kan få de idéer. Det har jeg stor respekt for,” siger Marius Ranch Kristensen.

Arrangeret af TL SydØst, Vejle