På tur til dørfabrikanten med de skarpe procedurer
Det er en kølig og solrig aprilmorgen, da omkring 30 produktionsteknologstuderende på 1. og 2. semester myldrer ind i en knaldgul bus foran VIA University College i Horsens.
Bussen udstøder et “psss!”, og kursen sættes mod dørproducenten DOOR System A/S i Hasselager. Her skal de studerende på virksomhedsbesøg arrangeret af TL og arbejdsgiver- og brancheforeningen Arbejdsgiverne.
Peter Benjaminsen, virksomhedskonsulent i TL Østjylland, griber bussens mikrofon:
“Vi kan finde ud at lave noget sammen, hvis det giver mening, og det gør det her. I er efterspurgte. De vil gerne have nogle medarbejdere, og de vil gerne gøre deres virksomheder interessante for jer,” siger han om det lidt utraditionelle samarbejde.
Specialproduktion
Bussen ankommer til DOOR System. Eksportchef Mads Borne og produktionschef Johnny Brønd byder velkommen i virksomhedens udstilling, der viser forskellige kerneprodukter - fra metaldøre og skydedøre til store rulleporte af gummi.
“Det er en specialproduktion, I kommer ind i her, hvor høj kvalitet og høj pris faktisk er et godt argument, også uden for landets grænser. Vi sælger vores produkter over hele kloden, og det gør vi kun, fordi vores kvalitet er i orden,” siger Mads Borne.
Der er styr på processerne her, fornemmer man. Overleveringen af delementer i døre og porte fra én station til den næste skal ske smidigt og til tiden.
“Det er den måde, vi kan være hurtige på - ved, at vi har forberedt os ordentligt. Vi har fordoblet vores omsætning ved at arbejde smartere,” siger Johnny Brønd.
Tavlemøder hver uge
Lean, Kanban, 5S og tavlemøder er blandt værktøjerne, som sikrer, at virksomhedens produktion kører uden kurrer på tråden.
“Vi kører med tavlemøder en gang om ugen, hvor de enkelte teams på 3-4 mand stiller sig sammen og ser på, hvad de mangler, og hvad de kan forbedre. Der er ikke noget, der er for småt, og ikke noget, der er for stort. Der er noget, som er for dyrt, og det tager jeg mig så af, efterhånden som vi får råd til det,” siger Johnny Brønd.
Rundvisningen akkompagneres af boremaskiners summen og hamres slag mod metal, og da den er slut, får de studerende en opfordring med hjem.
“Så håber jeg at se en masse ansøgninger om praktik fra jer,” siger Johnny Brønd.
Vigtigt med virksomhedsbesøg
Ude på parkeringspladsen serveres der sandwich og vand fra bagagerummet i den skriggule bus, før følget triller videre mod næste virksomhedsbesøg hos GMR Maskiner syd for Horsens.
Der snakkes om besøget mellem sandwichbidderne. Én giver udtryk for, at DOOR System bliver for lille en virksomhed til hans smag.
Gode principper
26-årige Jakob Smith uddeler roser til DOOR Systems’ måde at håndtere både processer og medarbejdere på.
“I stedet for at være sådan nogle gamle, jyske smede, der bare mener, at der skal en større hammer til, så går de én gang om ugen sammen og ser på, hvad de kan gøre bedre. Princippet i det er skidegodt,” lyder vurderingen fra Jakob Smith.
Ved siden af ham sidder 23-årige Oliver Eeg Davies. Som studerende er det vigtigt at komme ud at besøge virksomhederne, mener han.
“Det betyder alverden. Der er mange forskellige slags arbejde for os at få, så dét at komme ud og se, hvad de egentlig gerne vil have, giver os et mere skarpt billede af, hvad vi kan ende med at arbejde med,” siger Oliver Eeg Davies.